Det gør ondt langt ind i mig, når jeg tænker på , hvad jeg gjorde

Hvad jeg bød min så dybt ensomme mor

Hun havde ingen venner, intet arbejde, intet at give sig til, ud over at drikke

Den eneste glæde, hun havde var hendes hund.

At hun hun drak som et hul i jorden, gjorde, at jeg ikke kunne med, at hunden skulle være i det. Hun kunne jo ikke passe den og gå ture med den

Denne døde, tørre, udsultede energi i hendes hjem, når hun drak.
   Det var jo helvede på jord. Jeg kunne ikke holde ud at være hos hende

Det kunne jeg ikke byde at vores vores hund, som jo var en levende sjæl, skulle leve i, så jeg stjal den.

Hunden fik et godt liv.

Men hvad med min mor?

Det smerter at tænke på, hvad dette gjorde ved hende, at hun ikke længere havde hunden, som var det eneste, livgivende, hun havde. Hvor ondt må det ikke have gjort på hende.

Jeg husker, hvordan hun græd som forpint, efter at vores første hund døde.

Og tabet af denne hund var hun alene med, i sine stuers tungsindige ensomhed, hvor flasken var det eneste, hun havde.

Jeg får det dårligt, når jeg tænker på, hvordan hun må have haft det, og hvad det gjorde ved hende, at hun ikke havde hunden længere. Så havde hun da slet ingenting

Undskyld mor
   Jeg håber, du har det dejligt, forhåbentligt i himlen, hvor du er.

Knus