Tyve år efter vi havde forladt Etiopien, besøgte Fritz familie Røschli som rejste tilbage efter krigen. Den ældste datter af de seks adopterede etiopiske børn Sahai rejste på besøg i Etiopien efter mange års ophold i Svejts. Følgerne af det krigshærgede land rørte hende dybt, især de mange forældreløse børn beskæftigede hende. Hun havde selv været forældreløs. Marlise og David havde åbnet døren for hende og hendes søskende i nødens stund. Et ønske om at grunde et børnehjem for forældreløse børn blev født ved dette besøg. Storslået skænkede den kommunistiske regering, som på dette tidspunkt endnu var ved styret, hende 20 hektar land, som hun skulle begynde at gøre noget ved, før et år var omme, ellers gik det tilbage til regeringen. Adoptivforældrene i Svejts blev indviet i planen. I dag har de en privat skole med cirka 1000 børn. De lokale skoler har tre skiftehold af børn om dagen. Da landet har haft krig i mange år, er der mangel på gode lærerkræfter. Tusinder af unge mennesker strømmer ud på gaden i Addis Abeba efter skoletid. Når man forestiller sig, at der er reduceret lærerpladser for dem, begynder man at overveje: hvad kan der gøres for disse unge spirer, som ligesom vi, har håb om en fremtid. 300 forældreløse børn er adopteret og under deres vinger, og antallet vokser jævnligt. Ligeledes er der en klinik med lægehjælp til egen brug og for fattige mennesker udefra. En babyafdeling er også blevet etableret. Det hænder desværre ofte at mødre lader deres småbørn blive tilbage på hospitalet efter fødslen, af forskellige grunde.
   Et flot gartneri, med forskellige slags grønsager og frugter samt et stort drivhus for blomster og planter, er blevet sat i stand. En kostald med 40, efter etiopisk standard, vel ernærede køer, og selvfølgelig en stor hønsestald hører med til stedet. Det sidste nye er en restauration og et køkken med tilhørende bageri for de unge piger til at blive uddannet i madlavning og servering. David Røschli, som er en meget praktisk begavet mand, har fået sat op forskellige værksteder til de unge mennesker således, at de har mulighed for en uddannelse når de forlader børnehjemmet. Alt i alt kunne jeg skrive en hel del om dette værk, men denne opgave tilhører Marlis Røschli. Hun har skrevet fem interessante bøger om, hvordan de under Guds vejledning fik mulighed for at plante og så i andre menneskers liv.
   Fritz blev fortalt i Singapore, da han var på vej til Kairo fra Singapore, hvor han arbejdede for Singapore Airline flyvekøkken som masterchef, at han ville få et visum ved ankomsten i Addis Abeba. Hans to søstre Doris og Yvonne var kommet tre dage før for at se lidt af landet og byen. På flyvepladsen blev det sagt at Etiopia Airline fra Moskva var forsinket, og der ville blive nogle timers ventetid. Efter flere timers ventetid, uden tegn på ankomst af den etiopiske flyvemaskine, begyndte ægypterne at blive højrøstede og utålmodige. Den stakkels etiopier, som repræsenterede flyveselskabet, vidste ikke hvad han skulle stille op med dem. Det var her Fritz trådte til, med en meget høj og bestemt stemme forklarede han situationen. Han nævnede at han selv arbejdede ved et flyveselskab, og hvis de ønskede at komme med, kunne de ikke gøre andet end at sætte dem ned og afvente situationen. Der blev dødstille i ventesalen. Etiopieren kom hurtigt over til Fritz, gav ham hånden og takkede. En ældre intelligent udseende etiopier trykkede også hans hånd og takkede for hjælpen. Sammen gik de ind på kontoret.
   Da der blev meddelt at man ikke helt nøjagtig vidste hvornår maskinen ville ankomme, blev passagererne kørt til Møvepick hotel for at overnatte. Næste dag gik turen tilbage til flyvepladsen og en lang ventetid. Efter at have ventet til sent på eftermiddagen blev det meddelt at maskinen havde landet. Passagerne havde måtte vente mange timer i Athen mens maskinen blev repareret. De fleste var etiopiere på vej til Addis Abeba fra Moskva. En særegent duft af sved fra mørkhudede mennesker mødte Fritz og hans to søstre Yvonne og Doris da de steg ind i maskinen. Alle tre var meget glade ved endelig at være på vej til Etiopien. Sent om aftenen ankom de til Addis Abeba. Alting var lukket og låst fordi efter klokken elve var der udgangsforbud i byen. Hvis nogen befandt sig på gaderne, kunne de risikere at blive skudt ned. På flyvepladsen blev alle pas indsamlet. I rummelige politibiler blev passagerne eskorteret til hotel Vabesh Shabele i følge af politiet på motorcykler foran og bagved. Fritz besluttede sig for at nyde situationen overbevist om, at det højst sandsynligt var første og sidste gang, han blev bragt til et hotel på den måde. Nysgerrigt kikkede han ud af vinduerne. Tilsyneladende havde Etiopien ikke forandret sig meget. Han fik tildelt et værelse sammen med en etiopier. Værelset havde kun en dobbeltseng. Dertil havde man udleveret våde lagner - det bedste man havde for øjeblikket. Fritz så sig om i værelset og fik øje på en sofa. Uden tøven lod han sig falde ned på den, lagde håndtasken under hovedet og faldt hurtigt i søvn træt efter en indholdsrig dag.
   Næste dag kom politibilerne igen og førte dem tilbage til flyvepladsen. Nu skulle passene vises frem, det blev Fritz' tur. Da man opdagede at han ikke havde et visum, blev han kaldt ind på et kontor for nærmere undersøgelse. En soldat med et maskingevær holdt vagt ved døren. Manden bag ved skrivebordet viste ikke megen interesse eller forståelse for situationen, og bestemt forlangte han at Fritz skulle sendes tilbage med den næste maskine. Fritz' søstre, som ventede uden for, var blevet urolige og var i mellemtiden også kommet ind på kontoret. I det rigtige øjeblik så Yvonne den intelligent udseende etiopier gå forbi vinduet til kontoret. Hun skyndte sig udenfor og vinkede manden til sig. Den intelligent udseende mand og manden bag ved skrivebordet forlod kontoret for omkring ti minutter. Derefter kom manden som havde siddet bag ved skrivebordet tilbage. Nu var han total forandret smilede og forklarede at det hele havde været en misforståelse og trykkede et visum i Fritz pas. Fritz brugte et par minutter til at fordøje situationen, efter forskrækkelsen over at kunne blive sendt tilbage og den nemme måde at få et visum på. Den intelligent udseende etiopier viste sig også at være en meget flink mand. Han ventede på dem udenfor, gav dem sit kort med navn og telefonnummer og forklarede, at han meget gerne ville invitere dem. De skulle blot ringe til ham en af de nærmeste dage, så kunne de lave en aftale med hinanden.
   Udenfor ventede Sahai, Marlise og David med glædestrålende ansigter og deres store rugbrød som havde god plads til alle. Sahai ringede til den intelligent udseende mand, som hed Atmasu. Hans beskæftigelse var at rejse rundt og købe medikamenter ind. Den samme uge blev familie Røschli, Fritz og hans søstre inviteret til middag sammen med hans kolleger de fleste læger. Atmasu boede i et større hus som var flot dekoreret med mange pæne ting fra overalt i Afrika. Fritz havde taget fotoapparat med og fotograferede flittigt for senere at kunne vise mig alle sine indtryk. Festen var meget vellykket. Man lo, sludrede og fortalte hinanden om løst og fast - også fra livets alvorlige side. Det var ikke let at være læge i Etiopien, fik de at vide. Ofte var der mangel på selv de nødvendigste ting. Det var derfor man trængte til en god fest med gode venner ind imellem - for at få alvoren fra hverdagen lidt på afstand. Grunden til at lægerne stadigvæk var i live efter krigen, var slet og ret at den nye regering havde god brug for dem. Som aftenen skred fremad, steg humøret med hjælp af nogle gode flasker konjak. Marlis og David havde trukket sig tilbage i et hjørne og sad og hviskede til hinanden. Fritz kunne mærke at det var tid at tage afsked. Som dengang på Kairo flyveplads rejste han sig op og overdøvede larmen med: at nu var det tid for ham og hans følge at tage afsked. Man forsøgte at overtale dem til at blive lidt længere, men Fritz holdt stand og sørgede for, at alle var med i følget, da de takkende tog afsked. Lægerne lovede at give den hjælp de kunne, hvis der nogensinde skulle være brug for det. David og Marlis var, efter alt, godt tilfredse med besøget. Sådanne invitationer får vi ikke hver dag mente de.
   David og Marlis havde stadigvæk forbindelse med kejserens datter som dengang besøgte dem på hønsefarmen. Nyheden om Fritz' tilbagevendte besøg var også kommet hende for øre og de blev alle inviteret. Fritz var meget spændt på at møde den flotte dame han havde lavet buffeter for. Stor var naturligvis hans overraskelse over ar finde en enkelt klædt på dame som levede under beskedne forhold. Hun havde selv personligt kogt insere watt. Seks personer delte en høne, senere kom også hendes sønner hjem fra arbejde. Jovist en hel del var sket i Etiopien, desværre ikke alt for det bedste. Fritz opdagede, at selv om prinsessen levede under beskedne forhold, var hun stadigvæk en nobel dame. Hun havde nydt en god uddannelse i Frankrig i sine yngre dage og konverserede livligt med dem alle sammen.
   Der var også andre invitationer på programmet i de to uger ferien varede, men den største overraskelse for Fritz var at møde gamle venner fra før i tiden. Nogle svejtsere, som var gift med etiopiske kvinder, blev og overlevede krigen. En dansk veninde, som jeg havde dengang, var kommet tilbage sammen med hendes mand for et projekt ude på landet. Meget spændt begav Fritz sig til Ghion Hotel. Hvor mange havde overlevet krigen? Kokken Hailu genkendte ham lige med det samme og faldt ham grædende om halsen. I krigstiden havde han ofte tænkt på ham og håbet på, han ville dukke op og tage ham ud af landet. Han hulkede og hulkede og trykkede sig til hans bryst. Bagefter klædte han sig fint om med skjorte og slips, og glædestrålende viste han med Fritz rundt i hotellet. Abebe, hans første souschef, var blevet skudt, men mange andre var der stadigvæk. Fritz kunne ikke andet end synke et par gange, for ikke at få tårer i øjnene, da han tog afsked med Hailu. Ville de mødes igen? Fritz mente: vi ville begge to komme tilbage en skønne dag.
   I 1995 rejste Fritz og jeg tilbage til Etiopien for at besøge familie Røschli. For mit vedkommende var det første gang, efter vi havde forladt landet. Noget af det første man fornemmer så snart man ankommer, er at godt og ondt ligger meget tæt på hinanden, det ligger tykt i luften. Der er stadigvæk mange tiggere på gaden. En aften efter vi kørte hjem fra etiopieren Atmasus' hus, så vi til vores forskrækkelse en hyæne ved siden af en bunke affald. Jeg måtte tænkte på, at mange forældreløse børn sover på gaden også invalide og blinde. David prøvede at jage den væk ved at køre efter den med bilen, men den lod sig ikke så let skræmme. Idet øjeblik vi fortsatte turen ud af landevejen, dukkede den op igen og uden større hæmninger fortsatte den sit måltid.
   Vi spurgte i Ghion hotel om man vidste besked om, hvor Bekerli boede. Vi var heldige, en formiddag begav Fritz og jeg os på besøg. Vi fandt ham i en fattig hytte liggende på en seng. Hans kone skramlede med et par kasseroller og forlod derefter den lille hytte på grund af pladsmangel. Med svag stemme strakte Bekele sine tynde arme ud og omfavnede Fritz som hurtigt forstod den vanskelige situation, Bekerli lå på det sidste. Efter vi havde vekslet nogen ord med hinanden, trak Fritz pengepungen frem og gav et pænt beløb og lovede at mere ville komme i fremtiden. Lidt efter kom en hvidklædt skikkelse støttet til en stab ind. Bekerli forklarede at det var hans søn som også var meget syg, af aids. Med tungt hjerte forlod vi, efter en hvis tid, den fattige hytte. Røshlis sørgede for at et beløb regelmæssigt blev afleveret indtil de begge to havde taget afsked.
   Sahai stod på venskabelig fod med en ældre general som hun havde plejet, da han var syg. Sammen besøgte vi ham og fik derved tilladelse til at se kejserens palads. Kostbare gaver som kejseren og hans forgængere havde modtaget i årenes løb fra de mange statsbesøge var blevet gemt i underjordiske hemmelige gange og var først blevet taget frem efter den kommunistiske regering ikke mere var ved styret. Med ægte beundring beskuede vi kostbarheder fra flere genarationer. Det blev fortalt os at der var planer om at indrette paladset som et museum, men desværre havde man ikke de finansielle muligheder til det formål for øjeblikket. Det som gjorde mest indtryk på os var kejserens private gemakker som kun bestod to værelser. Et soveværelse og et langt værelse med et langt skab hvor al hans tøj med tilbehør hang på rad og række. Oven på skabet lå en masse små, gammeldags kufferter. Soveværelset var meget enkelt indrettet. Jeg havde altid formodet at han i virkeligheden var en beskeden mand. En enkelt seng stod mit i værelset med hovedenden op til vægen. På venstre side af sengen, et mindre bord og derpå en gammeldags vækker. Ved samme side på gulvet hans hjemmesko. Ved at betragte dem, fik vi på fornemmelsen at kejseren kunne komme ind i værelset hvert øjeblik. På et bord, i midten af værelset, lå en stor bibel. Vi bemærkede at over alt var håndskrevne bibelvers hængt op på væggene. Det blev fortalt os at kejseren havde prøvet at regere landet efter biblen. Jeg havde altid kunne fornemme at han tog den side af livet alvorligt. Foran vinduet var en gammeldags cykel anbragt. At kejseren, i betragtning af sin alder, gik ubesværet med hurtige skridt, det havde vi dengang godt nok lagt mærke til. Det som overraskede os mest, var udsigten fra vinduet. Vi kunne se ud over hele haven - foran og et godt stykke ind over byen. Vi fik øje på en etiopier ved siden af en tam leopard, tænk man holdt stadigvæk kejserens skik ved lige. Han kunne godt lide at have tamme rovdyr om sig i haven. Før vi forlod paladset blev der serveret te til os fra fine kopper. Fritz betonede stærkt at det var synd, at det ikke var åbent for turister. Det kunne blive en meget stor attraktion.
   Nu gik turen tilbage til Selam. "Skulle vi ikke stå af og tage en tur på Markarto marked", foreslog jeg Fritz. En anden svejtser familie som også var på besøg hos Røschli var med i bilen. Jeg spurgte om de ikke ville med. Manden rystede på hovedet. Jeg forsøgte at overtale hende, for jeg kunne mærke at hun gerne ville med. At hun alligevel ikke tog med, var fordi hun var bange for overfald, jeg kunne fornemme det. Chaufføren satte os af ved indgangen, sammen gik vi ind på markedet. Her har man sine egne love og måde at holde orden på. Der findes ingen tiggere og man ser kun få syge. Folk er beskæftiget med alt muligt ligesom i en landsby. Fritz bemærkede at der var meget mere på markedet nu end sidste gang under kommunisterne. Etiopierne var kommet frem med alle deres skatte. Vi beundrede alle de smukke håndlavede ting. Naturligvis måtte jeg se på stoffer og købte også et par pæne stykker. Det var svært at få øjnene væk fra alle de interessante ting. Fritz spurgte om priserne på det ene og det andet, og flere gange hørte vi sige: "Desværre har i ikke lov til at tage det ud af landet, hvis i vil have en virkelig god kvalitet så kom lige med ud i baglokalet". Jeg kiggede på koptiske kryds. Fritz forsvandt med en etiopier ud bagved. Det her var ligesom før i tiden. Efter jeg ikke havde set dem et kvarters tid, begyndte jeg at blive urolig. Endelig dukkede han op igen sammen med ejeren af butikken. " Jeg kunne ikke finde dig nogen steder", sagde jeg spørgende. "Ja, jeg skulle også lige udrette et privat ærinde," svarede han. Før det blev mørkt forlod vi markedet, satte os i en taxi og kørte tilbage til Selam. Det var sidste dag for det svejtsisk ægtepar. De var inde og sige farvel til de mange børn som sad ved aftensmaden, da i ankom. Vi fik også lov til at sige nogen opmuntrende ord til de mange børn. Jeg lod mine øjne glide over de mange smilende krøllede hoveder med store brune øjne. De var ikke kun børn som fik en chance i livet, de var kostbare skatte som ville være med til at opbygge fremtiden for mange andre. De var børn som trods ubeskrivelige svære oplevelser ikke havde taget skade. Kun få var imellem dem som vanskelige.
   Jeg glemmer aldrig den dag vi var med til gudstjenesten for lærlinge som finder sted hver morgen før de begynder på arbejdet. Flere hundrede kristne unge mennesker med god skolegang priste Gud før arbejdet begyndte. Det var ikke underligt, at Gud Ånd kunne mærkes meget stærkt her. Jeg kom til at tænke på den dag jeg knaldede panden imod en jernstang og bagefter til min forundring ikke mærkede det mindste. Jeg mindedes de ældres morgen gudstjeneste, hvor Marlise havde prædiket og menneskernes glæde som de stærkt gav udtryk for under lovprisningen på afrikansk maner. Det er vidunderlige mennesker og et smukt land.
   Den sidste dag af vores ophold, kørte vi tidligt om morgenen en tur igennem byen. Vi lagde mærke til, at mennesker strømmede i skarevis til den koptiske kirke ligesom før i tiden. Det var et storslået syn at betragte de mange brune mennesker klædt i hvide national dragter som strømmede hen imod kirken. Snart ville man kunne høre, præsterne synge, prædike og velsigne folket. Vi fortsatte til Jesus kirken, efter hvad vi havde forstået fra Sahai, var det en karismatisk bevægelse som havde begyndt i byen, ligesom mange andre steder i verden. En gang om ugen var der gudstjeneste hele dagen. Mange blev helbredt, forklarede hun og tilføjede, at præsterne ikke ville bede for nogen, medmindre de var villige til at sidde så og så mange gange i et kursus. Døren var allerede lukket, fordi kirken var fuld til sidste plads. En stor menneskeskare stod rundt om og lyttede til det der blev sagt inde i kirken fra en højtaler placeret på hjørnet af kirken udenfor.
   Det bedste tidspunkt for Gud at tale til menneskers hjerter er, når de virkelig er eller har været i nød. Det bedste tidspunkt for et menneske at blive prøvet i troen er, når det går en godt, desværre. Er vi mennesker bedre i dag, trods alle fremskridt, end det israelske folk i det gamle testamente. Gik det dem godt i livet, glemte de deres Gud og lod andre ting tage hans plads. Når Gud havde ladet dem falde helt ned til bunden, for derefter igen at I tanke om den som kan frelse dem.