Her ulmer nattens bær
blandt krattets brodne torne
de er endnu grønne
først i mørket er de
modne.
Du springer modigt rundt
hvisker sødt til vinden
flakker om i brynet
revser dig på
kinden.
En skarlagensrød dråbe
farvet som dine læber
skydes som et skud
der busken aldrig
dræber.
Fra oven og fra neden
dæmrer det en smule
og du frygter hvem der
fra lysningen kan
skule.
Klumper af sorte øjne
vokser støt fra stilken
og når du finder gud
skal jeg snarrådigt spørge
hvilken?
Men du røber aldrig
hvem livets skaber er
kun at du stødte på den
blandt nælder, torne og
brombær.