Kære Gro,

blidt og ydmygt får du introduceret jargonen til et kort men alligevel dybt værk, der understøttes af forfatterkommentar som sagtens kunne have været en del af selve værket, så poetisk som det er skrevet.

Meget poesi foregår meget i hovedet, og føles alt for ofte som en flugt fra virkeligheden, eller som en intellektualisering af den; det gør hverken "Rytme" eller "Juli-barn". Tværtimod. Det er modigt, inspirerende og sejt af dig at du deler en så betydningsfuld del af din sjæl i dit arbejde, og både æstetisk, flowmæssigt (med valg af vokaler) og indholdsmæssigt rammer du en harmonisk tone, trods den følbare smerte påtalt.

"Jeg bygger et tempel af min smerte
knælende, åbner jeg mit hjerte igen." - smukt.

Jeg har selv fundet stor mening i yoga tidligere, og også netop selvomsorg, holistisk. Dog skræmte øvelsen "hunden" mig væk fra et af holdene jeg gik på.. Og så forelskede jeg mig i Qi Gong istedet. Men de 2 kan jo sagtens kombineres - den smidige muskeltræning i yoga, og blodomløbstræningen/dansen i qi gong. Vreden man ofte kan få ud i yoga, og sorgen i qi gong. Det er i begge stilarter fantastisk at føle, at man er i stand til selv at omdanne traumer og smerte til nydelse og accept.

Men... jeg er ked af at du har haft en spontan abort. Et af de mennesker i størst smerte jeg har mødt, var netop en kvinde der havde oplevet noget lignende, og som samtidig havde fået beskadiget livmoderen permanent. Hun virkede som et af de mest knuste mennesker jeg har mødt... på et billedkunsthold, hvor hun brugte penslens maling til at finde mening i absurditeten.

"Rytme" sætter så fint ord på healingen og håbet, hvor "Juli-barn" gør det modsatte, med smerten og håbløsheden jeg tolker deri. Begge værker står stærkt i erindringen, og tåler sagtens at blive genlæst takket være blandt andet flowet. Også trods jeg ikke selv kan relatere direkte, men det er vel netop hvad digte kan - altså skabe solidaritet ogg forståelse hinsides selve ordene, og trods publikums begrænsninger.

Jeg håber at du fortsat er kreativ, andet end med kroppen i yoga, for jeg ser ikke bare et talent men også en arbejdsetik i dine værker, samt en villighed til sjæl-investering; dét tror jeg da også er det man som kunstner selv får mest ud af = at påtale hvad der fylder, autentisk, kun for egen og for elskedes skyld.

En skriveøvelse lærte mig engang noget vigtigt; nemlig at man i kreativiteten, såvel fysisk i yoga, qi gong og andet, som psykologisk i kunst, kan influencere ens sindstilstand. Øvelsen var at se på et maleri af en familiemiddag, og så først skrive en tragedie eller en gyser ud fra billedet med en ond stemning til familiemiddagen, på 10 minutter. Efter deling af sin historie med andre forfattere, skulle man så, ud fra samme maleri, skrive en hyggelig og hjertevarm historie, med en god stemning. Pointen med øvelsen var at vise, at den stemning man i værker beskriver påvirker ens eget humør, og at man, ligesom i yoga, qi gong og andet fysisk kreativt, har evnen i sig selv til selvomsorg og til at omdanne stemninger, og minder. "Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom", sagde en forfatter i 60'erne provokerende, og det er i hvert fald en sætning der har hængt ved for mig.

Tak for at dele så autentiske, ægte og velklingende værker herinde, og tak for at læse hertil.

Kh Ansu
PS: Musikeren Jean Grae har et musiktrack og -video, der handler om abort og om healing heraf igennem kreativitet, og om hendes enorme smerte knyttet dertil. Det er en voldsom video og sang, skal jeg advare, men måske kan du få samme omsorg, solidaritet og forståelse ud af den som jeg selv har fået mange gange, med smukke tårer der gøder jorden igen hver gang jeg ser den. Alles smerte er individuel og unik, og uendeligt mange værker værd, men ligesom smerte er også håb universelt. Alt det bedste til dig, og til dine heldige yoga-deltagere (jvf. at du arbejder med det). Her link til 10-minutters version af Jean Grae - My Story aka Spitting till they shame you (der findes også en kortere 5 minutters-version, der dog ikke fortæller hele historien). Igen, triggerwarning, dog, men "mørket i mørket - porten til al forståelse" - Lao Tzu. Ved at udfordre komfortzonen udvider vi den, så længe vi samtidig passer på os selv, og elsker vore grænser = https://www.youtube.com/watch?v=5-_db3URjrk