Fatter det ikke, det er så længe siden vi gik i seng og vågnede til den allerværste telefonbesked nogen overhovedet kan få; dine børn er døde...!
Glemmer ALDRIG den morgen, og dog står den i en underlig tåge..

Ja, somme tider foregår alt i dag i samme tåge, - svært at forklare, MAC.
Men jeg føler mig stadig jævnligt pakket ind i en dyne hvor intet trænger ordentligt igennem..
Andre dage har jeg det helt fint - hmmhmmm - men pludselig vælter det hele, det gør ondt at glæde sig, pludselig kommer drengene og dunker mig og den dårlige samvittighed melder sig..
Både over de ikke får lov at opleve alt det andre unge gør og får et langt liv, og så over jeg prøver at skubbe dem væk !!!!
Ja, ikke væk, men væk i det glade nu - der alligevel ikke fik lov at være...

Hmm, mon nogen fatter en meter af det her ?
Håber heller ikke de kommer til det, på egen krop !!