Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. Og på en eller anden måde er der ikke noget at forklare, for der er jo ikke sket noget. Og jeg holder virkelig meget af S. Måske er det bare den konstante bevidsthed om, at livet er usikkert. Angsten for at blive alt for glad for ham.

Men på den anden side, så gennemgår jeg i tankerne, hvordan jeg ville slå op, hvis jeg mødte en anden. Og jeg tænker ved mig selv, at der jo aldrig vil være en grund til at slå op. Og måske er det det, der skræmmer. Eller legitim grund mener jeg - ved ikke, om jeg ville kunne sige til ham, at jeg havde mødt en anden. Ville ikke kunne såre ham på den måde, men samtidig leger jeg med tanken indeni. Tanken om, at det måske ikke er ham, der skal være far til mine børn. Jeg kan ikke lide mig selv på denne måde, hvor jeg hele tiden fortæller mig selv, at jeg jo ikke har mødt nogen, som betyder noget i forhold til ham. Og så er der de glimt af fortiden, hvor jeg lå helt tæt med A. Og jeg kan græde over sorgen, der fulgte med ham. Jeg kan savne ham, samtidig med jeg ved, at det ikke er regulært savn efter ham, men efter at tro på noget.

Jeg tror aldrig, man bliver hel, når først man har oplevet skrøbeligheden. Og måske er mit ønske om at blive hel igen bare en drøm, som kan undskylde alle mine tanker.