Hvad når man ikke længere kan finde rundt i, hvad der er en egen erindring og noget man har digtet? Er det vigtigt om vi kan huske det, som det faktisk skete? Kan vi nogensinde det, findes der overhovedet en objektiv sandhed? ”Fortiden eksisterer ikke i sig selv. Det gør derimod vores opfattelse af den” siger historikeren Søren Mørch.
Jeg har netop læst om nogle lovende forsøg med personer med posttraumatisk stress. De får beroligende medicin og genkalder sig deres minder, men bearbejder dem, så de ikke længere er så ubærlige. Det er åbenbart banebrydende for forskerne at vi kan ændre vores erindringsspor, at minder ikke er noget statisk.
Måske kunne man bare have spurgt forfattere om en erindring kan ændre sig. Både Trisse Gejl og Lone Hørslev har fortalt om ikke altid at kunne skelne mellem noget faktisk oplevet og noget digtet. Lidt skræmmende. Man kan jo blive bange for at miste sig selv, hvis man ikke længere er sikker på sin egen historie? Men når man skriver leger man jo netop ofte med at forandre bidder af noget virkeligt oplevet, så det er måske prisen. Til sidst ikke at kunne skelne. Måske er det derfor mange forfatteren skriver deres erindringer – forsøger at fastholde det, der smuldrer eller forandrer sig?