Det at skrive skærper sanserne for det poetiske. Pludselig vælter ord, billeder og ideer ind over hinanden. Sætninger dukker op. Jeg må have blok og papir i nærheden hele tiden. Det er som en muskel, der fungerer bedre, når den trænes; når jeg skriver hver dag, kommer der også flere ord.
Men det jeg syntes fungerede fantastisk i går, bliver jeg pludselig i tvivl om. Nu virker det bare fladt. Tvivlen er min følgesvend!