brok, på den ene og den a...
Tue Omø (Jer...
4 år siden
Imorgen er det Nano poets...
Tue Omø (Jer...
3 år siden
I'm not perfect and I kno...
MysteriousGi...
5 år siden
At være en skaldet kvinde...
Kianna Kitte...
7 måneder, 24 dage siden
Husk at drømme en drøm i ...
Camilla Rasm...
3 år siden
Drømmen om huset ved have...
Ruth Christe...
1 år, 9 måneder siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
2 år siden
Onsdag - dagen profilen h...
Annabell Nie...
4 år siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
11 måneder, 6 dage siden
Uhm ... Efterårets kryb o...
Mikala Rosen...
5 år siden
Don't go away mad, just g...
Kasper Lund ...
2 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
3 år siden
Når fortiden hjemsøger......
Kianna Kitte...
11 måneder, 6 dage siden
Klar til fest med regnbue...
Kianna Kitte...
28 dage siden
Hver aften ikke meget senere end klokken 19:30, lister Ole Lukøje sig helt ind på mig og sprøjter en tung dosis søvn i mine øjne. Jeg hører ham aldrig. Men jeg mærker straks, når han har været der. Gnisten slukker i mine øjne. Jeg gaber næsten ukontrollabelt og det føles som om Ole har spændt blylodder fast til alle mine lemmer.

Det er ellers dejligt. Fordi solsortene kvidrer og det næsten på en måde er ved at blive lyst, når jeg står op op morgenen. Men jeg kravler uoplagt ud af sengen. Orker lige at fodre mig selv og ungen, læsse ham af ved børnehaven, klare arbejdsopgaverne i nogenlunde fin stil (når jeg ikke pjækker, fordi jeg skriver dagbog - men det er vores lille hemmelighed, ikke?), købe ind, lave mad, rydde op eller lægge ungen i seng. Så er klokken blevet 19:30 og Ole synes det er på tide, at jeg slukker for bevidstheden og gnisten i øjnene. For hvem har brug for kæreste-tid eller mig-tid eller skrive-tid eller læse-tid eller noget?

Jeg ejer to par cowboybukser. Det ene par købte jeg her på januarudsalget. Jeg vaskede dem, da jeg kom hjem og har gået temmelig meget med dem efterfølgende. Der er ikke en plet på de bukser. Det er som om sovs, blæk, kaffe, flydende makeup og tomatsaft glider af på stoffet, uden at sætte sig spor. Det er forunderligt.

Mit andet par cowboybukser, som er ca. 1 1/2 år gamle, fik også en tur i maskinen umiddelbart efter købet. Dagen efter bar jeg dem på arbejde. Rasmus busede ind i mit bord og væltede morgenens første kop kaffe, som med millimeters præcision sendte en lang sjat hen af bordet; helt hen til kanten, hvor det dryppede ned på bukserne, før jeg kunne nå at reagere. De røg selvfølgelig i vaskemaskinen, da jeg kom hjem. Så blev det weekend. De var tørre. Jeg tog dem på og slog dej op til kardemommeboller. Iført forklæde, for jeg suger sædvanligvis pletter til mig på en særegen og tydeligvis skæbnebestemt måde. Det hjalp ikke. Det var som om jeg havde sat mig i en klump dej. Flere gange endda, for der var flere klatter bagpå, alle godt på vej til at tørre ind. Og det fortsatte. Jeg kan ikke have de bukser på mere end en dag, før de skal vaskes. De er blevet slidt før tid. Lidt ligesom mig i øjeblikket.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Karmacowboybukser og andre fænomener er publiceret 27/02-2015 10:33 af Olivia Birch (Humlebi).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.