Dagen jeg gav op

Navnet er Tore, dagen er den 28-06-2017 og klokken er 11.30. I dag er dagen hvor jeg officielt har givet op. Det skete for ikke lang tid siden, klokken 10.06 for at være præcis, at min UU vejleder ringer mig op og siger "hvad så Tore. Hvordan går det, skal vi ikke have et møde? Nu er det jo lang tid siden vi sidst har talt sammen og da vi gjorde det aftalte vi jo at have et møde i den nære fremtid" hvor mit svar var ret subtilt "jo helt sikkert, det går meget fint" hvorefter jeg brugte 2 minutter på at "finde en dato" hvor jeg havde tid (mandag 3/7 kl 13). jeg valgte at stå op eftersom jeg ca havde sovet så lang tid som jeg normalt ville sige er en god natte søvn, hvilket ikke afhænger af dagens klokkeslæt men nærmere længden på søvnen. Jeg tog et bad fordi jeg har klaget over til mig selv at mit hår var fedtet de sidste 2 dage. Blev færdig, skulle til at smøre morgenmad i det jeg har taget pålæg ud af køleren, rund ost, kogt skinke, leverpostej og hønsesalat til mine rugbrøds madder retter jeg mig op for at udstrække min rygsøjle og indser at jeg ikke mere kan rette den op. Der sagde det klik jeg har ofte før oplevet at jeg ikke kunne få den ret i første forsøg men det plejer at komme efter 2. eller 3. Jeg strækker mig fuldt ud og føler med begge hænder op af min rygsøjle og ganske rigtigt, jeg føler min rygsøjle ikke længere rigtigt er en del af min krop men at den blot sidder parallel med min krop, udenfor min krop. På det tidspunkt var der noget inde i mig som knækkede, jeg har før været
på randen men aldrig oplevet denne følelse af ligegyldighed

Over de seneste 2 måneder har jeg gradvist fået nedsat appetit. Det startede småt, jeg ville ikke længere tage ned og købe en sodavand om dagen og chips/slik. Så begyndte jeg at udskyde min morgenmad længere og længere. Det skal siges jeg hader at spise om morgen' og føler en kvalme når jeg gør, derfor drikker jeg normalt en kop kaffe til "morgenmad" og spiser noget omkring 1-1,5 time efter. Dog er det på den senere tid blevet mere normalt at jeg står op omkring klokken 16 når min far er hjemme fra arbejde (ons-fre/søn), drikker 2-3 kopper kaffe spiser aftensmad omkring 18 og så spiser jeg ikke før jeg går i seng omkring 5-6 tiden, hvor jeg normalt tager et stykke rugbrød eller to for ikke at føle mig svag. Hvilket har taget mig omkring 30 minutter at smøre fordi jeg pacer rundt i huset og laver diverse ting og glemmer at lave mad.
Tilbage til min morgen. Efter min ryg havde sagt stop, stod jeg nu foran mit pålæg som på magisk vis skulle trylles op på de 4 stykker kernefryd rugbrød der lå og kiggede dømmende på mig. Heldigvis stopper de da jeg vender mig og lægger øjnene på noget beskidt opvask som bare stod, jeg satte det i opvasken og lagde mærke til en bekendt smag i min mund, så jeg børstede tænder, højdepunktet på min dag, der føler jeg man selv kan arbejde på hvor godt mennesker synes om dig, jo bedre du børster og hvidere dine tænder bliver jo bedre vil folk tage i mod dig når du smiler til dem. Er du helt gal hvor den seng den kalder på mig! Ud i køkkenet hæld vand op og vent til det koger.

Det er da jeg ser det, koldt løber ned af min ryg, nakkehårene rejser og det eneste jeg kan tænke er "hvorfor mig? Hvorfor ikke? Hvorfor smører i ikke bare jer selv!?" der ligger de, fire flabede stykker rugbrød og griner mig lige op i fjæset i mens pålæggen står neutralt og kigger på mens den venter spændt. Jeg rynker panden går hen for at smøre dem til helvede og ser der ingen rene smøreredskaber er. Skrækslagen finder jeg vej over til skuffen med bestik, men til mig store rædsel er den gode smørekniv ikke tilstedeværende og resten af min fars nye Ikea knive går ikke til andet end at skære. Fanget i et dilemma, kig i den sidste skuffe under smørestationen hvor rugbrødet ligger og er ved at tørre ind i ren fryd over mine fejlagtige handlinger. Buk under for presset om at æde deres lort og tage et sidste kig efter den sidste gode smørekniv eller vask den dårligere smørekniv med indtørret leverpostej på, til gengæld vil rugbrødet have frydet sig til verdens ende og for længst være indtørret og uspiselige til den tid.
Jeg bukker under.. kigger i skuffen, finder min redning, sværdet som skal udtvære mine problemer i intet andet end en blød og enkel hånd vending. Dog føler jeg ingen glæde, deres uendelige hån runger dybt i køkkenet selv efter jeg har oversmurt dem med min knapt så pacifistiske men forhåbentligt relativt neutrale pålæg. Sikken omgang, tænker jeg imens jeg ved at de her kommer til at kræve et stort glas vand til at skylle min dårlige samvittighed ned med. Vandet har kog og jeg drejer på insta-kaffe afmåleren 4 gange for at få den ønskede effekt som jeg så stærkt har brug for, til at overleve dagens få hindringer. Jeg tog fejl, selv en halv liter iskold vand var ikke nok til at overkomme tankerne om at jeg lige har spist lig, stakkels uskyldige skabninger der aldrig blev spurgt eller indgik i konsensus, eller gjorde de? Fedt nok, nu har jeg resten af dagen til at spekulere og ikke lave noget konstruktiv. Det er jo ikke fordi jeg ikke har lyst til ikke at være en funktionel del af systemet, det er bare nemmere at lade være.
Hvad var grunden overhovedet til at jeg vågnede så tidligt, er jeg syg spørger du måske dig selv, muligvis, men her er grunden.

I forgårs var jeg til Simon studentergilde, det var vel en sjov nok fest hvis man havde nogen at snakke med. Det var dog ikke helt mit tilfælde selvom jeg gik i klasse med halvdelen af drengene som kom til festen og kendte nogle af pigerne oveni købet. Jeg har aldrig for alvor klinget super godt med drengene fra min klasse, som alle sammen er over middelklasse drenge med nok penge på kortet til at bestille bord og flasker på Noir hver weekend i 6 måneder. Heldigvis kom min gode ven Larsen til festen som gik i F (musik) klassen på gym, så ham hang jeg op af hele aften, hvilket jeg også tror han synes var fint eftersom vi ikke har set hinanden siden jeg droppede ud af gymnasiet for ca. 3,5 måned siden. Min ven Lex fra A (MatA,FysA,kemA) kom også senere på aften. Så slap min mor for at hente mig, eftersom Lex var kørt og ikke drak. Jeg ankom i mit hus ca klokken 1 tirsdag d. 27.

Hele dagen have jeg været virkelig spændt, for min læge har endelig udskrevet mig noget medicin jeg skal begynde at tage. så jeg spiste 2 skiver franskbrød, spiste en pille og satte mig til at spille Project Cars på min computer med mit rat. satte 3 gode kvalifikationstider i 3 ræs og have ellers ret dårlige ræs ( don't drink and drive) så jeg besluttede mig for at lave noget andet, min ven Tomas havde fortalt om en dokumentar som lød ret sjovt "The Red Pill" men den var ikke på Netflix så i stedet så jeg hele serien "Dear White People" som var fin. Den var færdig omkring klokken 7 hvor jeg besluttede mig for ikke at gå i seng, men følge rådet fra en pige som fjernede mig fra tinders og se Black Orphan, ikke fordi jeg kunne lide det men fordi jeg ikke havde meget andet bedre at give mig til. Jeg observerede Black Orphan til klokken 20, gad ikke se mere. Så 2 første episoder Dirk Gently (politisk korrekt rip-off af Wilfred) og havnede i seng klokken 22.30.

Alma min søster spurgte mig klokken 14 om jeg ikke ville køre ned og tanke bilen, mit svar var "okay, men hvorfor kan du ikke selv?" eftersom det er hende som bruger bilen, "jeg kan ikke finde ud af at tanke" okay tænker jeg og kører ned og tanker, men nu hvor jeg tænker over det har hun uden tvivl tanket bilen før og hun har manipuleret mig til hendes sag igen. Måske ikke. Farvel for nu
-Tore