Jeg kan godt lide at være alene med mine tanker. Men jeg bryder mig ikke om udtrykket 'være alene med'. Der er ikke ensomt inde i mit hoved. Min indre stemme taler klart hen over synsindtrykkene. Minderne. Bølger af følelser. Omsætter det hele til flydende sætninger.

Da toget standser ved perronen, ser jeg en mand komme gående med brede skridt. Han gumler energisk på et stykke tyggegummi. Jeg kan høre lyden i mit hoved. N-jang, n-jang, n-jang, n-jang, kæberne arbejder. Han ser diskret efter et par teenagepiger. Så bliver hans skridt mere målrettede, han retter sig en smule op og lægger an til et smil. En kvinde i sorte læderbukser kommer ham i møde. De omfavner. Hun bærer på en plasticpose, som han tager ud af hånden på hende. Jeg kan ikke se hans ansigt. De kysser. Bagefter gumler han videre.
Dagen er tiltaget med 0 minutter.
På den næste station følger jeg strømmen af mennesker på perronen med øjnene. En ung mand med rygsæk, både på ryggen og på brystet. Den på brystet ligner en skriggul pølse. Han går med fjedrende skridt og bukker en smule sammen i kroppen, hver gang den forreste fod rammer asfalten. I den venstre hånd holder han fast i grebet på en koksgrå askeskuffe.
Kupeen er fuld af tavse mennesker med forkerte pladsreservationer.
Solen er ved at gå ned.
Om en måned nøjagtigt, fylder jeg år igen.