"Det er osse din skyld," sagde den femårige vredt, da vi mødtes på badeværelset.
Ør af søvn, havde jeg alligevel en anelse om, hvad han mente, men mindede ham om, at det første man siger til hinanden om morgenen er god morgen.
"Nej det er ej," meddelte han.
"For DU vækkede mig, selvom jeg ville sove længe i dag."
Jeg fandt den blide moderstemme frem.
"Jeg forstår godt, at du gerne vil sove længe. JEG vil også allerhelst tilbage i sengen og sove videre. Men jeg skal på arbejde og du skal i børnehave, så jeg ville have vækket dig snart alligevel."
Girafsproget havde ikke den ønskede virkning. Han vendte ryggen til mine fremstrakte arme og gik skumlende ind i stuen.

Ganske mange konflikter med knægten munder ud i forhandling om og fordeling af skyld. Jeg forstår ikke helt, hvor det kommer fra, for vi - kæresten og jeg - er ikke særligt blame-agtige. I går aftes kom drengen til at vælte en (tom) gryde på gulvet, ude i køkkenet. Det første han sagde var: "Det er også lidt din skyld mor. Hvis den gryde nu ikke havde stået lige der..." Han fornemmede, at han ikke havde den bedste sag i verden, for han ville ikke se mig i øjnene, mens han talte.
Jeg tror heller ikke de bruger så meget tid på at fastslå skyld og eventuel (procentuel) andel i samme, ovre i hans børnehave. Det håber jeg ihvertfald ikke.
Hm.
Det må jeg spørge ham om, når han bliver ældre.