Det er sygdom, det er sol og det er sønda'

Mystisk tilbageblik
kaotiskkaos
1 år, 8 måneder siden
Min røvfattige søster
Flickarocks
4 år siden
Drømmwn
Martin Micha...
11 måneder, 2 dage siden
Cykelmareridtet og satans...
Carla Krogh ...
4 år siden
Jeg gør det snart
H.P Moeller
2 år siden
Lufthavnen - sjæl i flamm...
Salomon
4 år siden
Upsize VS downsize?
Kianna Kitte...
11 måneder, 19 dage siden
Book cover...
Kianna Kitte...
2 år siden
Vi væver jo bare
spinosi
3 år siden
Læring og andre samfundsn...
Ole Vind Raa...
5 år siden
Lana Del Rey
Christacia
6 år siden
Et tomrum
Katrine Søre...
5 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
6 år siden
Hundetyven.
Regitze Møbi...
5 år siden
Fuldkomment flyverskjul
Regitze Møbi...
5 år siden
Problemer?
EmmaBechh
5 år siden
at turde er at miste fodf...
Julie Vester...
5 år siden
Når lykken holder ferie.....
Marlene Gran...
7 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
6 år siden
Overskud & hænder på coke
Racuelle Hei...
4 år siden
Dagen tiltaget med 32 min...
Hanna Fink (...
5 år siden
Den femårige var rigtig sløj. Termometeret kravlede støt opad og bag hans lille, blege pande dunkede en dyb hovedpine, som blev forstærket af kvalme og manglen på søvn. Han skreg og hulkede hjerteskærende i mere end en halv time, mens jeg trøstede uden at det hjalp, og tænkte: hvis det her er hans sidste timer, holder jeg det ikke ud.

Kæresten har en uforlignelig evne til at vende al modgang til det værre. Han stammer fra en gammel slægt af forbenede pessimister. Derfor kan han ikke selv fejle noget, uden at det sandsynligvis er noget meget, meget slemt. Jeg nævner i flæng tuberkulose, lupus (som enhver, der har set 'House M.D.' er bekendt med), Crohn's og utallige former for kræft. Og han er rigtig god til at overbevise mig om, at han har ret. Knægten kan selvfølgelig heller ikke have feber og smerter, uden at det er symptom på noget meget større og værre. Til det sidste prøvede jeg at holde stand, ovre i mit lille, fornuftige hjørne. Kæresten fik drengen til at se op i loftet og bagefter ned på sin mave, og han skreg hjerteskærende. "Har du ondt i nakken?" spurgte han. Drengen nikkede (uden at skrige). Vi udvekslede blikke og gik kortvarigt ud i køkkenet for at opsummere symptomerne.
Konklusionen var entydig.
"Jeg ringer 1813," sagde kæresten. Jeg blev tør i halsen og skyndte mig ind til drengen igen. Det var her han begyndte på sin lange hulketur. Efter at have ventet en del længere i 1813-køen, end de foreskrevne tre minutter, blev vi beordret til Hvidovre, øjeblikkeligt. Det var drengen ikke meget for. Oveni den akutte sygdom, lider han af køresyge. "Kan vi ikke bare cykle?" hviskede han, med feberblanke øjne. Vi pakkede en paniktaske, hvis indhold bar præg af lige dele fremsyn og hast. Alle vores elektroniske devices fløj derned + et virvar af ledninger. En smule tøj til barnet og frugt, eftersom kæresten endnu ikke havde spist morgenmad. Poser til opkast. Han sad for åbent vindue hele vejen i taxaen og klarede det. Lige indtil vi trådte ind i elevatoren der kørte op til børneafdelingen. Så han kastede de sidste par timers saftevandsindtag op og fik det lidt bedre.

Da vi kom ind til lægen, var nakkesmerterne væk. Selvfølgelig var vi lettede. På lægens ordre så han op i loftet og ned i gulvet, uden at kny.
"Jeg er ikke i tvivl om, at det ikke er meningitis," sagde hun, efter flere motoriske tests og to negative prøver for halsbetændelse.
"Ved meningitis er nakken helt stiv - som et bræt."
Det har jeg tænkt mig at skrive mig bag ørerne, når kæresten igen prøver at overbevise mig om, at barnet helt sikkert lider af en dødbringende sygdom.

Søndag aften var feberen næsten væk. Tidlig mandag morgen talte han i søvne.
"Jeg skal nok rydde op," mumlede han. Jeg genkendte det lettere krænkede tonefald han bruger, når han skal gøre noget, som han ikke mener er hans opgave. Det var i øvrigt et meget skidt tidspunkt at vågne på. Jeg lå netop og drømte, at jeg loggede ind på fyldepennen og havde ikke færre end 201 beskeder i indbakken. Fuld af forventning gik jeg i gang med at læse dem, men var kun nået til den tredje, da barnet vækkede mig. Ved morgenbordet refererede jeg, hvad han havde sagt.
"Jeg kan godt huske den drøm, hvor jeg ryddede op," sagde han ivrigt (og feberfri, i øvrigt). "Og mor, bagefter drømte jeg, at vi smed alt mit legetøj ud af køkkenvinduet - og det gik ikke i stykker!"

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Det er sygdom, det er sol og det er sønda' er publiceret 12/01-2015 13:08 af Olivia Birch (Humlebi).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.