At gå ordklassen om

Den Søde.
Ruth Christe...
3 år siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
6 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
8 år siden
Aftengalde, og The rollin...
Kasper Lund ...
4 år siden
Langt fra Las Vegas
Tine Sønder ...
8 år siden
poop
Regitze Møbi...
6 år siden
Hvordan får man dog en sk...
K. S Ytting
4 år siden
Hvorfor ikke...
Liza Abildsk...
5 år siden
Dagen jeg gav op
ToreB
3 år siden
de sidste 2
Kenny Raun (...
7 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
1 år, 9 måneder siden
Er der en mening?
Jønsse
4 år siden
1
Ansu Orheim ...
24 dage siden
Jeg vil starte en gruppe ...
Johannes Han...
1 år, 1 måned siden
Den der følelse i kroppen
Tenna Herman...
7 år siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
6 år siden
Når fortiden hjemsøger......
Kianna Kitte...
3 år siden
Jeg dummede mig. Foran hele holdet og de to undervisere. De påtalte ikke noget, holdet, men det gjorde den ene underviser. Så var det op af bakke fra start af, på den store klinge.

Da det blev min tur til at fortælle hvorfor jeg havde valgt kurset i poetik og kreativ skrivning, blev jeg berørt, da jeg sagde:
"Fordi jeg gerne vil være forfatter." Min stemme knækkede en anelse over.
Men det var ikke der jeg dummede mig.

Det der med at sige til folk, at jeg gerne vil leve af at skrive mine egne tekster er ikke så fremmed for mig mere. Det er blevet en profeti, som jeg håber går i opfyldelse, hvis jeg siger det tilstrækkeligt mange gange, til et tilstrækkeligt stort antal personer. Som om det kommer til at ske helt uden hårdt arbejde, frustrationer og kampen mod hjernen, som mange gange dagligt lokker med sit kemiske slik, hvis blot jeg lader være med at udmatte den med timelangt, koncentreret arbejde. Det må komme helt af sig selv, håber jeg, når blot jeg planter min drøm i tilstrækkeligt mange hoveder. Jeg burde nøjes med at lette på låget og vande min egen knold. En drøm i en knold der spirer og vokser. Altså drømmen spirer - ikke knolden.

Men så var det jeg sagde det.
"Og så håber jeg på at få nogle flere redskaber, til når jeg skriver."
En sikring sprang i den ene undervisers blik. Jeg vidste godt, at det var en åndsvagt ord at bruge i sammenhængen. Hele sætningen luskede afsted med dukket nakke, men det er, hvad det er.
Redskaber.
Det er til gengæld et fuldkommen altmodisch udtryk, som kun overgås af mere bogstavrige banaliteter som at 'tænke ud af boksen' eller 'have det forkromede overblik.'

Resten af holdet indviede os i deres forventninger til kurset, mere originalt end jeg.

"Det lyder, som om vi har et spændende semester foran os," opsummerede den kvindelige underviser. Hun var kronraget. Selv øjenbrynene var barberet af og tegnet op igen med en tynd, sort streg. Hun så ud som en mannequindukke, påført buksedragt og Doctor Martens støvler.
"Her beskæftiger vi os ikke med klicheer," begyndte den mandlige underviser, som gemte sig bag et par kraftige, nørdede briller. "Det bliver et semester fuld af overraskelser og skæve udfordringer. Vi er meget langt væk fra værktøjskasserne..."
Jeg rødmede helt op til hårrødderne. Mente han mig? tænkte jeg. Er det mig han gør nar af? Jeg havde lyst til at rejse mig op og undskylde mit ordvalg.
"...men skal møde en masse originaler og original litteratur."
Så kastede han hovedet bagover og lo en skraldende gal-videnskabsmand-latter, som han udmærket godt vidste udgjorde en iøjefaldende kontrast til den pæne strygefri skjorte og de dæmpede garbadinebukser.
Fuck me, tænkte jeg.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget At gå ordklassen om er publiceret 10/12-2015 15:19 af Olivia Birch (Humlebi).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.