At gå ordklassen om

Samfundet trænger til en ...
Kianna Kitte...
2 år siden
håb
Halina Abram...
2 år siden
Blæksprutte arme og mange...
Racuelle Hei...
1 år, 7 måneder siden
For korte agurker
Regitze Møbi...
5 år siden
I dag skulle det være.
Hannah White...
4 år siden
Flueknepperi- Healing
Bella Donals...
4 år siden
En hel sindssyg travl wee...
Kianna Kitte...
2 år siden
And they say, the worst ...
Julie Vester...
6 år siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
7 år siden
Så har jeg fået forfatter...
Kianna Kitte...
2 år siden
Bon jovi
Martin Micha...
11 måneder, 13 dage siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
4 år siden
Måske nattøjsdag
Hanna Fink (...
7 år siden
Lidt kulturel har man vel...
Kianna Kitte...
2 år siden
Prego og ikke for sarte s...
Racuelle Hei...
3 år siden
Det er sygdom, det er sol...
Olivia Birch...
5 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
11 år siden
Jeg dummede mig. Foran hele holdet og de to undervisere. De påtalte ikke noget, holdet, men det gjorde den ene underviser. Så var det op af bakke fra start af, på den store klinge.

Da det blev min tur til at fortælle hvorfor jeg havde valgt kurset i poetik og kreativ skrivning, blev jeg berørt, da jeg sagde:
"Fordi jeg gerne vil være forfatter." Min stemme knækkede en anelse over.
Men det var ikke der jeg dummede mig.

Det der med at sige til folk, at jeg gerne vil leve af at skrive mine egne tekster er ikke så fremmed for mig mere. Det er blevet en profeti, som jeg håber går i opfyldelse, hvis jeg siger det tilstrækkeligt mange gange, til et tilstrækkeligt stort antal personer. Som om det kommer til at ske helt uden hårdt arbejde, frustrationer og kampen mod hjernen, som mange gange dagligt lokker med sit kemiske slik, hvis blot jeg lader være med at udmatte den med timelangt, koncentreret arbejde. Det må komme helt af sig selv, håber jeg, når blot jeg planter min drøm i tilstrækkeligt mange hoveder. Jeg burde nøjes med at lette på låget og vande min egen knold. En drøm i en knold der spirer og vokser. Altså drømmen spirer - ikke knolden.

Men så var det jeg sagde det.
"Og så håber jeg på at få nogle flere redskaber, til når jeg skriver."
En sikring sprang i den ene undervisers blik. Jeg vidste godt, at det var en åndsvagt ord at bruge i sammenhængen. Hele sætningen luskede afsted med dukket nakke, men det er, hvad det er.
Redskaber.
Det er til gengæld et fuldkommen altmodisch udtryk, som kun overgås af mere bogstavrige banaliteter som at 'tænke ud af boksen' eller 'have det forkromede overblik.'

Resten af holdet indviede os i deres forventninger til kurset, mere originalt end jeg.

"Det lyder, som om vi har et spændende semester foran os," opsummerede den kvindelige underviser. Hun var kronraget. Selv øjenbrynene var barberet af og tegnet op igen med en tynd, sort streg. Hun så ud som en mannequindukke, påført buksedragt og Doctor Martens støvler.
"Her beskæftiger vi os ikke med klicheer," begyndte den mandlige underviser, som gemte sig bag et par kraftige, nørdede briller. "Det bliver et semester fuld af overraskelser og skæve udfordringer. Vi er meget langt væk fra værktøjskasserne..."
Jeg rødmede helt op til hårrødderne. Mente han mig? tænkte jeg. Er det mig han gør nar af? Jeg havde lyst til at rejse mig op og undskylde mit ordvalg.
"...men skal møde en masse originaler og original litteratur."
Så kastede han hovedet bagover og lo en skraldende gal-videnskabsmand-latter, som han udmærket godt vidste udgjorde en iøjefaldende kontrast til den pæne strygefri skjorte og de dæmpede garbadinebukser.
Fuck me, tænkte jeg.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget At gå ordklassen om er publiceret 10/12-2015 15:19 af Olivia Birch (Humlebi).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.