Kære natbog (XVI) – ingen kender dagen…

Once upon a time
Morten Aske ...
6 år siden
Skraldenyt
Hanna Fink (...
2 år siden
Svampe
Halina Abram...
1 år, 10 måneder siden
Skrible-maskinen kører ig...
Kianna Kitte...
1 år, 8 måneder siden
Julestemning
Ruth Christe...
2 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
2 år siden
Oplæsning - Del 2
Syrene Hvid
1 år, 10 måneder siden
Brakvand
Marie Martin...
5 år siden
Livets Tankespind
Caby
4 år siden
Saba: 1999 - 2019....
Kianna Kitte...
5 måneder, 25 dage siden
poop
Regitze Møbi...
5 år siden
At være noget - at blive ...
Salomon
4 år siden
Spejle
Marie Martin...
5 år siden
Drømme om kærlighed
Ace Burridge...
6 år siden
Advents legen....is no mo...
Kianna Kitte...
1 år, 7 måneder siden
I bussen.
Ruth Christe...
2 år siden
Flødedruk og lilla roser.
Regitze Møbi...
5 år siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
6 år siden
Efterskrift
Hanna Fink (...
2 år siden
Jeg bor i en kølig bjælkehytte. Sover i en blød seng, med en dyne over mig, som er lidt for tung og varm.

Det er min gamle venindes lejlighed. Som ligger i forlængelse af en slags hospital. Om morgenen lister jeg mig igennem et par værelser, hvor veninden og hendes to yngre søskende ligger og sover. I tusmørkegrå rum, ligger de sammenfiltrede i hvidt sengetøj og udånder roligt og regelmæssigt små mængder af CO2. Til sidst står jeg foran en lukket dør. Bag døren skinner lyset ud; deres mor er stået op. Mens jeg overvejer, om jeg skal gå ind til hende, befinder jeg mig pludselig i et stort værelse med højt til loftet. Der er måtter på gulvet. På en af måtterne sidder en yngre kvinde med en sorthåret baby. En fransk altan på min højre side vender mod øst, mod Sverige. Det er en smuk altan med gamle, hvidmalede fyldningsdøre. Pludselig mærker jeg en voldsom trykbølge og værelset flimrer kortvarigt for min øjne. Da jeg ser ud gennem altanens vinduer, får jeg øje på paddehatteskyen; Barsebäck er sprunget i luften. Et tændt fjernsyn kværner i baggrunden - en nyhedsudsendelse. Jeg når at tænke, at de nyheder er den sidste rest af en gammelkendt virkelighed, før vi alle skal dø. Så går en lampe nær fjernsynet ud med et dæmpet knald og straks efter forsvinder billedet også fra skærmen.

Min søn og min kæreste er ikke hos mig. De var på vej til drengens nye skole. Jeg lægger mig på gulvet ved moren og hendes barn og holder dem begge i hånden. Grænseløst trist over, at det ikke er min søn jeg ligger sammen med. En lille tid venter vi på at døden skal indfinde sig, men der sker ikke rigtigt noget. Måske går der flere timer, før det sker, tænker jeg og finder en læge i et tilstødende lokale. Jeg spørger hende, hvad der vil ske med mig.
"Hvor længe der vil gå, før jeg dør af strålingen?"
Hun svarer ikke rigtigt, men siger knusende roligt farvel til en kollega, som har fri nu. Foran hende ligger kanyler og ampuller med væsker i klare grønne, gule og røde farver. Jeg tænker, om noget af det kan dæmpe de smerter, som strålesygen vil give mig. Så falder en anden tanke mig ind. Når der nu er lidt tid at løbe på, kan jeg måske nå at mødes med min søn og kæresten, så vi kan dø sammen.

"Virker mobiltelefonerne?" spørger jeg lægen. Flere gange. Hun svarer ikke og tankerne hvirvler gennem mit hoved; hvorfor har vi ikke aftalt et træfpunkt, ifald en katastrofe som denne her skulle indtræffe? Hvordan skal vi finde hinanden, midt i katastrofens hovedløse panik? For mobilnettet må være brudt sammen, er jeg pludselig overbevist om, og føler mig helt gennemtæret af tristhed. Ikke så meget, fordi jeg selv skal bort, men fordi jeg aldrig mere skal se min søn; fordi han skal dø uden mig ved siden af sig. Længslen efter ham er stor som et bjerg. Den massive vægt trykker mod mit bryst. Så vågner jeg i det kølige værelse, under den tunge og lidt for varme dyne.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Kære natbog (XVI) – ingen kender dagen… er publiceret 14/07-2015 11:08 af Olivia Birch (Humlebi).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.