Flytnings-spænding, og li...
Kasper Lund ...
3 år siden
Kommunikation!
Racuelle Hei...
4 år siden
Godt nytår, velkommen 201...
Kianna Kitte...
1 år, 8 måneder siden
Hvor skal vi hen?
Liza Abildsk...
5 år siden
Driving home for Christma...
Camilla Rasm...
2 år siden
Vi har fået altaner i vor...
Ruth Christe...
3 år siden
Kreativitet overtager
Christacia
5 år siden
Farvel Bornholm
Jytte Westen...
5 år siden
3 hjullers cykel
Halina Abram...
2 år siden
Velkommen, efterår!
Josephine Lø...
5 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
2 måneder, 25 dage siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
5 år siden
Den gamle gartner
Peter
5 år siden
Nede på point
Olivia Birch...
4 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
6 år siden
Anata wa okotta? -Are you...
Julie Vester...
5 år siden
Næste stop: skriverefugiu...
Syrene Hvid
7 måneder, 17 dage siden
Når man ikke kan gengælde...
Kianna Kitte...
2 år siden
The last soppetur
Olivia Birch...
4 år siden
Hvad er din type?
Kianna Kitte...
2 år siden
En dagdog?
Kellany Bram...
6 år siden
typisk deprimeret efter i...
Freema
1 år, 8 måneder siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
6 år siden
Det er en af de dage...
Kianna Kitte...
1 år, 9 måneder siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
7 år siden
Fredag 21 Marts - 2014
Sine Simonse...
5 år siden
Ring the bells that still...
Bastian
7 år siden
Adhd pille som brille
reseptpennen
2 år siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
6 år siden
Vand
Halina Abram...
2 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
7 år siden
Misfoster
Tine Sønder ...
6 år siden
feber
Kenny Raun (...
5 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
5 år siden
Skriftlige prøver ... Slu...
Anne S. Chri...
5 år siden
Koldt
Kenny Raun (...
4 år siden
The same old storie
Julia Stampe
2 år siden
11.111.111 fucking får
Freema
1 år, 8 måneder siden
Katten ude af sækken
Suree Lio (L...
7 år siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
4 år siden
Bog Trailer....
Kianna Kitte...
10 måneder, 24 dage siden
De fire vægge og pc'en.
Rudi Kouring...
3 år siden
Jeg er min egen forhindri...
Kasper Lund ...
3 år siden
Træt af ustyrlige køtere....
Kianna Kitte...
2 år siden
Dagen er tiltaget med 4 t...
Hanna Fink (...
4 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
4 år siden
I'm not perfect and I kno...
MysteriousGi...
7 år siden
At slette eller ikke at s...
Kianna Kitte...
1 år, 1 måned siden
Houdini - Kasper Lund
Kasper Lund ...
3 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
5 år siden
Mandag kære mandag.
Malene Hahn
3 år siden
Hypergrafi
Camilla Rasm...
11 år siden
For to år siden...

Vi sidder og er ved at forberede et pitch. Søger på restauranter med Michelin-stjerner. Velociraptoren siger, at jeg skal finde den, der hedder Zuma. Jeg googler.
Googles nr. 1 søgeresultat er en restaurant i Udgård aka Nakskov. Det er helt sikkert ikke den.
"Den, der ligger i Nakskov", spørger jeg med al den jyske lune og glimt i øjet, jeg kan mønstre.
Velociraptoren vender i et ryk sine plirrende gule øjne, og tyndslidte permanent mod mig, og stirrer på mig, som om jeg er en top-retarderet udgave af Sanger-Søren. "Nej", siger den spidst, og jeg fornemmer al min jyske lune falder til jorden med et lunkent splat sammen med mit forsøg på at bonde.

Velociraptoren hamrer kløerne i keyboardet og stirrer ind i skærmen på en måde, så det ligner, hun snart flår en luns af den. Jeg bliver nervøs af al den hadefyldte hamren, al den sultne aggression, der desværre ikke er adskilt fra mig med et sikkerhedshegn og 20.000 volt. Mine nerver er snart ligeså tyndslidte som raptorens perma. Minutterne slæber sig afsted som en gadetiggers deforme ben. Jeg forsøger desperat at tæmme dyret, håndfodre det med udsøgte og kreative tapasanretninger af ord og sætninger, som er Michelinstjerner værd. Flad hånd, så raptoren ikke forveksler mine fingre med godbidder. Men desperationen æder af kreativiteten, og jeg fornemmer at mine gourmet-tekster blive til slævret pulverbearnaise. Jeg ved det godt. Jeg ved godt slaget er tabt. Raptoren har for længst stemplet mig som bytte, og nu leger hun blot med maden. Min indre lommefilosof fortæller mig, at raptoren har mobiliseret al sin aggression og had, netop fordi hun i mig ser én som kan true hendes territorium. Og det kan jeg muligvis også - på de områder jeg er ansat til. Som hun har ansat mig til for crying out loud.
Ind kommer den fregnede og rødhårede hoppebold; CEO, Bastard-Lovechild, Maverick, Prodigy and what not. Jeg kalder ham bare Hæmoriden. Mest fordi han er rødhåret og en royal paine in the ass. Han bouncer hen til sin stol og vrider sit gummifjæs i en ny grimasse, mens han tænder for computeren. Ledninger står ud af hovedet på ham i et brus af krøller. Han opkaster alt sit elektroniske grej på bordet, kobler om og begynder pludseligt at kvidre ud i luften i en hysterisk og overgearet tone, mens hans tynde fregnede fingre gestikulerer imellem lianer af ledninger og bølgebrus. Jeg knækker nakke i stresset frustration over al den aggressive energi omkring mig. Ude på gaden looper Sanger-Søren 'Den Røde Tråd'. Tænker på hvor meget træning han må have lagt i den sidste strofe. "Man må for fa'en da blive til noooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo'ed". Han kan holde den så længe, at man tror, det er en advarselssirene.
Og det er det sikkert også. Jeg er i Indre By, på en måde som jeg ikke troede var mulig. Omgivet af smart-asses i multicolor T-shirts og kække huer på sned. De Kreative. Folk som først kommer på arbejde hen af 11-tiden og starter med at kysse alle på kind. God, hvor jeg hader det. Jeg føler mig som ham der fra 'Kender du det'-sangen, ham der føler sig helt forkert og vildt kikset og bare gerne vil stikke af sammen med Mona.
Den lange laps, Frede, kommer dappende ind, bukker sig ned og trykker et kys på min kind, så jeg kan mærke alle hans skægstubbe og en svag duft af aftershave. Selvom jeg synes han er noget af det mest irriterende, der kan gå på to ben, er min kinder ved at nedsmelte som to atomreaktorer i undtagelsestilstand.
"Du ved, det der track ikk', kan jeg få dig til at smide nogen ord på det?" - han trækker det flade i 'track' langt som et stykke tyggegummi. "Du ska' bare gi' den gas med retorikken, vi har det fedeste DJ line-up." Han siger ikke mere end det, før han graver sin iPhone ud af sin oversize hoodie og snakkende damper ud af lokalet. Jeg nåede slet ikke til at samle mig til at svare og spørge om hvilket track, der var tale om. I stedet kan jeg se, at der tikket en mail ind: "Hey N, PLS ETA på denne EPK, jeg har brug for den ASAP. /F". Jeg må slå ETA op. Jeg kommer frem til at det må betyde Estimated Time of Arrival. EPK betyder Electronic Press Kit. Så langt så godt. Rødmen i kinderne er dulmet nu og irritationen over DJ Abbreviation vender straks tilbage. Jeg finder på et snabby reply jeg aldrig kunne finde på at skrive : "I hope your dick is not abbreviated too, LMAO."

Mine fødder sveder. De er hævet op som overgærede franskbrød i de smalle ballerinaer. Jeg skubber dem af. Raptorens næsebor vibrerer, og hun virer med permaen, mens hun hvæser: "Det lugter af bræk." Hendes skællede næse rykker rundt i afsky, og hoppeboldens fjedrende grimasser får ham til at ligne en knudret hæmoride. Mine tær kryber hurtigere end man kan sige "fodsved" ned i de små sorte ovne, man misvisende kalder ballerinaer.

Det slår mig, at gøglerne fra strøget lydmæssigt har penetreret kontoretagen. Jeg forsøger forgæves at høre hvad en kineser råber gennem Skype fra den anden side af jorden. For satan kunne man bare få ørenlyd i to minutter. Skype-kommunikationen er kun rigget til i desperation over ikke at have evnet at tyde de google translatede kinesisk-engelske mails, jeg har modtaget de sidste par dage omkring pressekonferencen i Shanghai.

Gud, hvor jeg hader gøglere. Disse frie fugle som efter forgodtbefindende belemrer folk med deres fodformede kreative udtryk. Folkeskole-hippie-musiklærer-typerne som skal afstive deres performance-gen ved at sidde på et indisk batiktæppe, en udfoldet multikolor ble, og puste og stønne temasangen fra Titanic ned i en gigantisk australsk Didgeridoo. Gudfader bevares hvor infantilt.
Og er det ikke en folkeskolelærer som har været på rygsækrejse og 'fundet sig selv', så er det en 11-årig sigøjner-kastrat, der synger italiensk opera i falset, eller seks gymnasiefyre, der spiller Shakira på ølflasker. For slet ikke at komme ind på Sanger-Sørens loop af 'Den Røde Tråd' og især den sidste strofe "man må for fa'en da blive til noooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo'ed" . I tilgift kommer 'Råberen' forbi. En psykisk syg mand som har et udestående med Hæmoriden. Hans kendetegn er, at han råber. Efter alt og alle. Hele tiden. Men især efter Hæmoriden, som han af erfaring ved sidder i dette lille overophedede kontor på 1. Sal over Strøget. Hæmoriden bliver irritabel, helt rød i krydderen, og lige i dag vælger han at hænge ud af vinduet med en råber og gjalde skældsord, som var han en Godforsaken version af Egon Olsen.

I tilgift til alle dagsgøglerne kommer alle de årlige rædselsfulde events som julemandskongressen, som ironisk nok altid er sammenfaldende med årets varmerekord, og karnevallet i pinsen - folkeskolelærernes uofficielle årskongres. Her ifører de sig deres fineste appelsinhud og kun tildækket af et par paillietter er målet at ryste kejsersnitsar og livsstilssygdomssymptomer i strøgets fulde længde, mens de skråler uartikuleret på fremmede sprog og vildmandsagtigt tamper løs på udspændte griseskind i det, de kalder 'eksotiske rytmer'. Nu skal jeg sige dig, det eneste eksotiske ved det optog, er mængden af dansk bacon samlet på et sted. En Guiness Book of Records-værdig bræmme af animalsk fedt. Selvfølgelig er fedtbræmmen anført af nogle nutella-farvede nødder, som ræser afsted på tårnhøje hæle, som blev de jagtet hen over en glohed pande. Vulgært og kvalmende. Hele optoget bliver transmitteret på nationalt TV, filmet fra brostens højde, så man for sine licenspenge er sikret det mest uappetitlige vue af disse vibrerende volumener.

Jeg er tørstig og kigger længselsfuldt over på Hæmoridens bøtte med antioxidanter fra Joe and the Juice. Desværre, kan jeg ikke indtage den slags. Bare ved synet kan jeg mærke mavesår brede sig, store som hullerne i Ozonlaget. Jeg kan modløst konstatere at arbejdsro en by langt, langt væk fra Strøget, jeg dasker ud i køkkenet. Jeg må holde mig til noget som er base, det eneste vi har er en letmælk, som nogen har glemt at stille tilbage i køleskabet.

.........

To år senere. Nede på jorden. Et nyt job rundt om hjørnet. En ny begyndelse. Lige om to dage. Sommerfugle i maven? Nej, Jurassic Park!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Human tetris er publiceret 12/08-2012 22:17 af Tine Sønder (neon).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.