13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
6 år siden
Gymasie-grammatik & hygge...
Ash Renashan...
5 år siden
Dag 6 på Fyldepennen. Fes...
Gaffa Brandt
6 år siden
Når lykken holder ferie.....
Marlene Gran...
7 år siden
Skrivende
Michala Esch...
1 år, 6 måneder siden
Skraldenyt
Hanna Fink (...
2 år siden
Stilhedens nåle
Tine Sønder ...
6 år siden
Helbred
Hanna Fink (...
4 år siden
Advarselsbokse og hulahop...
Victoria Wan...
4 år siden
Clairvoyant Medie
Sylvia Ebbes...
5 år siden
Protein pulver og ny fan ...
Kianna Kitte...
1 år siden
Desværre.....
Halina Abram...
1 år, 10 måneder siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
4 år siden
Ballade med drillenissen
Carsten Cede...
4 år siden
Smooth Criminal
Olivia Birch...
4 år siden
At overliste en seksårig
Olivia Birch...
3 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
1 år, 6 måneder siden
Den gamle gartner
Peter
4 år siden
Jeg googler
Tine Sønder ...
5 år siden
God karma...
Kianna Kitte...
1 år, 11 måneder siden
Sikkerhed - What for?
Marlene Gran...
7 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
5 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
3 år siden
At blive håndplukket
Olivia Birch...
4 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
1 år, 9 måneder siden
heh, lægeerklærning, - en...
Kenny Raun (...
5 år siden
Hundesitter...
Kianna Kitte...
1 år, 10 måneder siden
Sæl
Hanna Fink (...
4 år siden
Nørrebroske minder.
Rudi Kouring...
3 år siden
Samfundet trænger til en ...
Kianna Kitte...
1 år, 9 måneder siden
Normalvis nyder jeg ikke ...
Kasper Lund ...
4 år siden
Glansbilledemennesker - K...
Kasper Lund ...
3 år siden
Anne Linnet i Det Kongeli...
Kianna Kitte...
1 år, 10 måneder siden
Så her er jeg.......
Anonymusmama
1 år, 8 måneder siden
Don't go away mad, just g...
Kasper Lund ...
3 år siden
1-09
Halina Abram...
1 år, 10 måneder siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
4 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
2 år siden
Det var så den søndag.
Ellen Tang S...
6 år siden
Min mentale matrix martre...
Freema
1 år, 6 måneder siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
4 år siden
Dagen i dag
Salomon
4 år siden
At miste styrringen og jo...
Bastian
6 år siden
råb
Halina Abram...
1 år, 9 måneder siden
I'm back!
Gittepigen
5 år siden
Jamen det var jo sjovt
Kellany Bram...
6 år siden
Cheshire Cat Grin
Tine Sønder ...
7 år siden
Grungekaffe og brækket ry...
Michael Nevs...
1 år, 9 måneder siden
Uafsluttet tekst - proble...
Kianna Kitte...
1 år, 8 måneder siden
Uden kontrol
Hanna Fink (...
5 år siden
Træning
Ida Hansen (...
1 år, 1 måned siden
Jeg er udgivet, woo!
Kianna Kitte...
1 år, 8 måneder siden
For to år siden...

Vi sidder og er ved at forberede et pitch. Søger på restauranter med Michelin-stjerner. Velociraptoren siger, at jeg skal finde den, der hedder Zuma. Jeg googler.
Googles nr. 1 søgeresultat er en restaurant i Udgård aka Nakskov. Det er helt sikkert ikke den.
"Den, der ligger i Nakskov", spørger jeg med al den jyske lune og glimt i øjet, jeg kan mønstre.
Velociraptoren vender i et ryk sine plirrende gule øjne, og tyndslidte permanent mod mig, og stirrer på mig, som om jeg er en top-retarderet udgave af Sanger-Søren. "Nej", siger den spidst, og jeg fornemmer al min jyske lune falder til jorden med et lunkent splat sammen med mit forsøg på at bonde.

Velociraptoren hamrer kløerne i keyboardet og stirrer ind i skærmen på en måde, så det ligner, hun snart flår en luns af den. Jeg bliver nervøs af al den hadefyldte hamren, al den sultne aggression, der desværre ikke er adskilt fra mig med et sikkerhedshegn og 20.000 volt. Mine nerver er snart ligeså tyndslidte som raptorens perma. Minutterne slæber sig afsted som en gadetiggers deforme ben. Jeg forsøger desperat at tæmme dyret, håndfodre det med udsøgte og kreative tapasanretninger af ord og sætninger, som er Michelinstjerner værd. Flad hånd, så raptoren ikke forveksler mine fingre med godbidder. Men desperationen æder af kreativiteten, og jeg fornemmer at mine gourmet-tekster blive til slævret pulverbearnaise. Jeg ved det godt. Jeg ved godt slaget er tabt. Raptoren har for længst stemplet mig som bytte, og nu leger hun blot med maden. Min indre lommefilosof fortæller mig, at raptoren har mobiliseret al sin aggression og had, netop fordi hun i mig ser én som kan true hendes territorium. Og det kan jeg muligvis også - på de områder jeg er ansat til. Som hun har ansat mig til for crying out loud.
Ind kommer den fregnede og rødhårede hoppebold; CEO, Bastard-Lovechild, Maverick, Prodigy and what not. Jeg kalder ham bare Hæmoriden. Mest fordi han er rødhåret og en royal paine in the ass. Han bouncer hen til sin stol og vrider sit gummifjæs i en ny grimasse, mens han tænder for computeren. Ledninger står ud af hovedet på ham i et brus af krøller. Han opkaster alt sit elektroniske grej på bordet, kobler om og begynder pludseligt at kvidre ud i luften i en hysterisk og overgearet tone, mens hans tynde fregnede fingre gestikulerer imellem lianer af ledninger og bølgebrus. Jeg knækker nakke i stresset frustration over al den aggressive energi omkring mig. Ude på gaden looper Sanger-Søren 'Den Røde Tråd'. Tænker på hvor meget træning han må have lagt i den sidste strofe. "Man må for fa'en da blive til noooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo'ed". Han kan holde den så længe, at man tror, det er en advarselssirene.
Og det er det sikkert også. Jeg er i Indre By, på en måde som jeg ikke troede var mulig. Omgivet af smart-asses i multicolor T-shirts og kække huer på sned. De Kreative. Folk som først kommer på arbejde hen af 11-tiden og starter med at kysse alle på kind. God, hvor jeg hader det. Jeg føler mig som ham der fra 'Kender du det'-sangen, ham der føler sig helt forkert og vildt kikset og bare gerne vil stikke af sammen med Mona.
Den lange laps, Frede, kommer dappende ind, bukker sig ned og trykker et kys på min kind, så jeg kan mærke alle hans skægstubbe og en svag duft af aftershave. Selvom jeg synes han er noget af det mest irriterende, der kan gå på to ben, er min kinder ved at nedsmelte som to atomreaktorer i undtagelsestilstand.
"Du ved, det der track ikk', kan jeg få dig til at smide nogen ord på det?" - han trækker det flade i 'track' langt som et stykke tyggegummi. "Du ska' bare gi' den gas med retorikken, vi har det fedeste DJ line-up." Han siger ikke mere end det, før han graver sin iPhone ud af sin oversize hoodie og snakkende damper ud af lokalet. Jeg nåede slet ikke til at samle mig til at svare og spørge om hvilket track, der var tale om. I stedet kan jeg se, at der tikket en mail ind: "Hey N, PLS ETA på denne EPK, jeg har brug for den ASAP. /F". Jeg må slå ETA op. Jeg kommer frem til at det må betyde Estimated Time of Arrival. EPK betyder Electronic Press Kit. Så langt så godt. Rødmen i kinderne er dulmet nu og irritationen over DJ Abbreviation vender straks tilbage. Jeg finder på et snabby reply jeg aldrig kunne finde på at skrive : "I hope your dick is not abbreviated too, LMAO."

Mine fødder sveder. De er hævet op som overgærede franskbrød i de smalle ballerinaer. Jeg skubber dem af. Raptorens næsebor vibrerer, og hun virer med permaen, mens hun hvæser: "Det lugter af bræk." Hendes skællede næse rykker rundt i afsky, og hoppeboldens fjedrende grimasser får ham til at ligne en knudret hæmoride. Mine tær kryber hurtigere end man kan sige "fodsved" ned i de små sorte ovne, man misvisende kalder ballerinaer.

Det slår mig, at gøglerne fra strøget lydmæssigt har penetreret kontoretagen. Jeg forsøger forgæves at høre hvad en kineser råber gennem Skype fra den anden side af jorden. For satan kunne man bare få ørenlyd i to minutter. Skype-kommunikationen er kun rigget til i desperation over ikke at have evnet at tyde de google translatede kinesisk-engelske mails, jeg har modtaget de sidste par dage omkring pressekonferencen i Shanghai.

Gud, hvor jeg hader gøglere. Disse frie fugle som efter forgodtbefindende belemrer folk med deres fodformede kreative udtryk. Folkeskole-hippie-musiklærer-typerne som skal afstive deres performance-gen ved at sidde på et indisk batiktæppe, en udfoldet multikolor ble, og puste og stønne temasangen fra Titanic ned i en gigantisk australsk Didgeridoo. Gudfader bevares hvor infantilt.
Og er det ikke en folkeskolelærer som har været på rygsækrejse og 'fundet sig selv', så er det en 11-årig sigøjner-kastrat, der synger italiensk opera i falset, eller seks gymnasiefyre, der spiller Shakira på ølflasker. For slet ikke at komme ind på Sanger-Sørens loop af 'Den Røde Tråd' og især den sidste strofe "man må for fa'en da blive til noooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo'ed" . I tilgift kommer 'Råberen' forbi. En psykisk syg mand som har et udestående med Hæmoriden. Hans kendetegn er, at han råber. Efter alt og alle. Hele tiden. Men især efter Hæmoriden, som han af erfaring ved sidder i dette lille overophedede kontor på 1. Sal over Strøget. Hæmoriden bliver irritabel, helt rød i krydderen, og lige i dag vælger han at hænge ud af vinduet med en råber og gjalde skældsord, som var han en Godforsaken version af Egon Olsen.

I tilgift til alle dagsgøglerne kommer alle de årlige rædselsfulde events som julemandskongressen, som ironisk nok altid er sammenfaldende med årets varmerekord, og karnevallet i pinsen - folkeskolelærernes uofficielle årskongres. Her ifører de sig deres fineste appelsinhud og kun tildækket af et par paillietter er målet at ryste kejsersnitsar og livsstilssygdomssymptomer i strøgets fulde længde, mens de skråler uartikuleret på fremmede sprog og vildmandsagtigt tamper løs på udspændte griseskind i det, de kalder 'eksotiske rytmer'. Nu skal jeg sige dig, det eneste eksotiske ved det optog, er mængden af dansk bacon samlet på et sted. En Guiness Book of Records-værdig bræmme af animalsk fedt. Selvfølgelig er fedtbræmmen anført af nogle nutella-farvede nødder, som ræser afsted på tårnhøje hæle, som blev de jagtet hen over en glohed pande. Vulgært og kvalmende. Hele optoget bliver transmitteret på nationalt TV, filmet fra brostens højde, så man for sine licenspenge er sikret det mest uappetitlige vue af disse vibrerende volumener.

Jeg er tørstig og kigger længselsfuldt over på Hæmoridens bøtte med antioxidanter fra Joe and the Juice. Desværre, kan jeg ikke indtage den slags. Bare ved synet kan jeg mærke mavesår brede sig, store som hullerne i Ozonlaget. Jeg kan modløst konstatere at arbejdsro en by langt, langt væk fra Strøget, jeg dasker ud i køkkenet. Jeg må holde mig til noget som er base, det eneste vi har er en letmælk, som nogen har glemt at stille tilbage i køleskabet.

.........

To år senere. Nede på jorden. Et nyt job rundt om hjørnet. En ny begyndelse. Lige om to dage. Sommerfugle i maven? Nej, Jurassic Park!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Human tetris er publiceret 12/08-2012 22:17 af Tine Sønder (neon).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.