Jeg er blevet diagnosticeret med Dyssocial og Narcissistisk personlighedsforstyrrelser oven i en Borderline (samt Uspecificeret skizofreni, depression og stressrelateret angst)..

Med en dyssocial 'label', er man genstand for ekstrem stigmatisering, og egentlig også en frygt for om jeg nu er en potentiel bombe, der bare venter på at springe og tage så mange liv med i faldet som muligt.. Men sådan er jeg ikke. Sådan har jeg aldrig været.

Desværre er diverse informative hjemmesider ikke specielt gode. F.eks står der et sted på nettet*, at hvis man har mulighed for det, så skal man for alt i verden flygte fra en Dyssocial person. Men jeg er ikke sådan - på trods af at have den diagnose.

Jeg var til samtale med behandleren i onsdags. Vi snakkede især om den dyssociale diagnose, og om hvilke følelser jeg har. Den dyssociale gør at jeg kan se meget slemme billeder og filmklip af bl.a. døde mennesker og mennesker der dør på en voldsom måde, uden at blive rørt af det - overhovedet. Jeg finder det nærmest fascinerende at se.

Ud over det, så har jeg kun 3! grundfølelser. Ligegyldighed, tristhed og intens vrede. Grænsen mellem de to sidste er hårfin, og jeg bliver altid vred hvis jeg har været trist. For det meste er vreden vendt mod mig selv, men det hænder at det er rettet mod enkeltpersoner eller verden generelt. Men typisk går jeg rundt med en følelse af ligegyldighed.
Det er ALT jeg kender.

Jeg har så lært at spille skuespil, og f.eks. agere glad, når de sociale normer dikterer at man skal være glad. Men jeg er det aldrig, og jeg tror aldrig at jeg oplever reel glæde. Min behandler kaldte det en intelligent glæde. Jeg ser hvordan de andre opfører sig, og tænker på hvad der anses for værende en normal opførsel, og så forsøger jeg at gengive den følelse så godt som muligt.

Det er lidt det samme problem med det Narcissistiske.. Ja, jeg føler at jeg er ALLE ANDRE overlegen, undtagen min primære behandler og især overlægen i DPC. De er de eneste jeg føler har ret til at sige mig imod.
Det var det ord igen - føler..

Men jeg ved jo godt, at det ikke hænger sådan sammen, når jeg sådan for alvor tænker over det.
Jeg føler at jeg har RET til langt bedre og mere intensiv behandling end alle andre. Ret til højere kontanthjælp og ret til så meget andet. Igen ved jeg godt med min fornuft, at jeg ikke har ret til en skid mere end alle andre. Men den tanke er ubehagelig, for så må jeg jo trække mig selv ned i 'sølet' til jer andre - hvilket absolut ikke er morsomt.

*Suk*... Hvorfor hænger verden ikke bare sammen som JEG vil have det... Så ville alt være meget nemmere..