senior Dating.
Ruth Christe...
3 år siden
More wants more
Tine Sønder ...
7 år siden
Inspiration eller fjolled...
Kellany Bram...
6 år siden
Gadens skæve eksistenser.
Ruth Christe...
3 år siden
Livsperspektiv
Flickarocks
5 år siden
The same old storie
Julia Stampe
2 år siden
Asken er kommet....
Kianna Kitte...
9 måneder siden
Selvudvikling et moderne ...
Bella Donals...
3 år siden
Skovtur
Jytte Westen...
5 år siden
Efterskrift
Hanna Fink (...
3 år siden
Livet i Lugano
LoneHK
7 år siden
Højskoleophold.
Hanna Fink (...
4 år siden
Livet, døden og kærlighed...
Ace Burridge...
7 år siden
Livet tur-retur
denblaahund
5 år siden
Hyggedag
Josephine Lø...
5 år siden
i bad med Noa
Peter
4 år siden
Spaden, og Distortion - K...
Kasper Lund ...
3 år siden
Gud hader dig, og især mi...
Kasper Lund ...
3 år siden
Hvem sidder der på Nørrebro s-togstation i sin sovepose i et hjørne, afskåret fra de myldrende mennesker på denne sneende 6. december 2013? Det gør Manuel. I min forbifart kan jeg øjne hans ivrende imødekommende, indbydende og respektufulde hilsen. "Hvordan går det?" - Spørger jeg. "Very good, thank you.". - Sikke et dejligt smil jeg får. Da jeg ikke skal nå noget, føler jeg et behov for at snakke med ham. Jeg spørger ham hvordan han har det og hvor han kommer fra, siden han ikke helt snakker dansk. Han forstår det fint, men han har kun været i Danmark i halvandet år. Før det har han været i andre lande som Mexico, USA med flere.

Da jeg har haft en rigtig god fredag aften i godt selskab og har fået et par glas vin, føler jeg at jeg ikke længere kan ignorere min trang, som jeg altid går med, til at snakke med alle jeg møder. Som regel er det nemt at ignorere den, fordi ens sanser, eller ens bekymringer, ikke altid er lige skærpede. Men Manuel er gæstfri. Han værdsætter vores samtale. Jeg værdsætter den også i høj grad. Manuel er af Afrikansk afstamning. Formentlig afro-amerikaner. Det vigtigste er dog at jeg ikke skal gøre andet end at stoppe op og snakke. Så kan vi hver især fortælle lidt om hvad vi laver generelt og lige nu. Han ser at jeg har min guitar med. "Ah, so you play the guitar?" "Yes, we are writing a play, me and my fellow students. - I play the guitar." "Very nice, so you are the one who plays in between acts and glue it all together?" - Jeg kunne mærke hans fascination. "I guess you could say so, and I really enjoy playing that part." Sådan forløber noget af samtalen cirka. Men jeg kan ikke gengive den helt. Det er egentlig heller ikke det vigtige. Det vigtige er at vi begge er enige om hvad the essence really is. Jeg nynner stort set resten af vejen hjem og synger også lidt. Ikke i fuldskab af alkohol men i fuldskab af glæde.

Det er nu tiden er til at ændre sig. Tiden er skal vende og vi skal stoppe op i stedet for at køre på autopilot. Først da vil vi øjne livets glæder hvorend vi befinder os. Som sagt er jeg utroligt god til at ignorere den indestengte trang jeg har til at møde og engagere mig i andre mennesker. Jeg er så god, at jeg glemmer, at jeg har ignoreret den, og tror, at det er en del af mig, at være sådan. Føj, det er det ikke.

Jeg skriver som om det var mig der stoppede mig selv. Var det Manuel der så noget virkeligt i mig? Så han min trang eller er han altid så imødekommende? Stoppede jeg mig selv fordi at jeg nu følte mig fri nok? Hvem har viljen og muligheden for at praktisere den? Det har jeg. Jeg er tilmed god til det, hvis ikke jeg bekymrer mig om min frisure imens kødgryden brænder på. Jeg håber at min under- eller overbevidsthed vil hjælpe mig til at blive bedre til at leve i takt med livets essens.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Virkelighedens Manuel er publiceret 07/12-2013 17:21 af Anders Husmann (Husholdninger).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.