Mark Donals på banegården

Tab og vind med samme sin...
Michala Esch...
13 år siden
skulderklap
Jette Peters...
5 år siden
Så er vi nået frem
Ragnhild Bac...
7 år siden
Arbejdet kalder - Kasper ...
Kasper Lund ...
5 år siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
9 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
5 år siden
Human tetris
Tine Sønder ...
9 år siden
Prego og ikke for sarte s...
Racuelle Hei...
5 år siden
Det var pindsvinets hjem
Olivia Birch...
5 år siden
Forsømt
Tine Sønder ...
8 år siden
I'm not perfect and I kno...
MysteriousGi...
9 år siden
Noget om helte
Camilla Rasm...
5 år siden
Julestemning
Ruth Christe...
4 år siden
End og week
Martin Micha...
1 år, 6 måneder siden
Hvordan?
Halina Abram...
4 år siden
Der var fire lange rækker af ubespiste, ubetjente autopiloter. Eller mennesker var vi selvom vi stod i kø på den måde. Der havde i en time og 42 minutter været immatrikulationsfest og jeg var på vej hjem. Der var 18 minutter til at mit tog skulle afgå. Unødvendig tankevirksomhed fyldte mit hoved. Jeg var i en stressende sjælstilstand, presset af af tiden. Presset af tiden eller mig selv? Jeg tør påstå at tiden har altid været været en stor del af mit liv så jeg må nok hellere krybe til kors og indrømme at jeg var presset af mig selv. Nuvel, lidt roligere af min tillid til at jeg på den øjeblikkelige måde var min egen lykkes smed, fik jeg overskud til at se længere end til mine egne egocentrerede og egoistiske behov. Der var kunstpause ved truget.

Pludselig så jeg en pige fra personalet gå og tage imod bestillinger. Hun gik ikke bare bag kasseapparaterne som de andre ansatte der tog imod bestillinger. Hun gik med sin elektroniske bestillingsseddel og modtog bestillinger. Hendes funktion minder mig i skrivende stund enormt meget om en scene fra filmen Matrix: Revolution. Maskinerne angriber menneskernes by Zion hvor menneskerne forsvarer den med maskiner som de selv sidder i. Maskinerne er robotgangere som er udstyret med kæmpe geværer der i proportioner omfattende overgår de nutidige obligatoriske soldaters individuelle oppakning. Disse kæmpemaskiner skal fyldes op med ammunition og til det bruges trænede landtropper. Med en trillebør læsset med to kasser ammunition kører de ud og forsyner deres allierede. Denne ansatte pige i felten i McDonalds havde bare desværre ikke den samme beskyttelse som landtroppen med trillebøren. For landtroppen havde med sig en allieret landtrop som skød de intimiderende og med vold angribende maskiner så der kunne blive banet en vej for sin trillebørbærende allierede. Derfor minder pigen fra personalet mig om engle.

Jeg sidder i et tog på vej hjem fra immatrikulationsfesten. Det var her jeg blev mindet om det da jeg hørte en østeuropæisk talemåde udtale "Mark Donals" og "Big Mac", som det eneste jeg forstod, i hendes telefonsamtale. Nu lyder det her som en reklame for McDonalds, hvilket det her desværre også kan ende med at have effekt i. Dette ændrer bare slet ikke på at situationen der minder mig om Matrix, også minder mig om engle.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Mark Donals på banegården er publiceret 01/09-2013 15:47 af Anders Husmann (Husholdninger).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.