Jeg sidder i den stille jazz som flyder ud fra en læk i højtaleren og ligger sig i urytmiske pøle på gulvet. Jeg synker tilbage i hyndernes blødhed mens varmen stikker i kinderne, ved siden af studinerne med deres statement smykker, som råber med hovedtyngende brøl. I hovedet er der helt stille, og tiden krymper. Det er som om temaet for alle rejser er tilbagevenden. Lige nu er jeg ved at planlægge den næste.

London:
Man har altid det her sindbillede af en by, man engang har boet i. Et mentalt kort, som forbinder stemninger og følelser med gader, broer og bygninger. Der er minder, som klæber til alle sider af byen, som plak, en slags hukommelsens tandsten. Eller er det kun London, hvor jeg har aflejret disse ensomhedens fossiler overalt i mit mentale landkort over byen?
De berømte kvarter og gader, med deres travle skridt og skubbende strøm. Man hvirvler med strømmen som knitrende tynde plastikposer taget med af vinden. Her var jeg moderløs, arbejdsløs, tøjlesløs og helt og aldeles modløs. Jeg er nu ved godt mod. Jeg frygter ikke et gensyn med ensomheden. Jeg skal nok klare mig, selv om jeg er mere alene end nogensinde. Jeg har en plan om, at se døden an på mit ynglings museum, der har de mest fortryllende, bizarre udstillinger.
Bagsiden står i min hukommelse som smukkere, mere ren. Bagsiden af Brick Lane på en dag med babyblå himmel og en lavtstående sol, som folder et brudeslør af lys ned over de rustrøde konstruktioner. Frostklar, farverig og menneskefattig.

København.
Jeg har fundet et nyt hjerte i byen. Med en lang historie og små tilrøgede dystre lokaler. Et klientel, der er en dejlig blanding af De Fallerede, De Højt På Strå, Politikerne, Mølædte Pelse, Blankpudsede Måner, Karrusellerne og The Young Guns. Her har jeg de sidste par weekender flirtet med mine mange muser: For Ung, For Vag, For Gammel, For Bekendt, For Lav og For Arrogant. I lørdags gik jeg hjem med For Bekendt. Det var egentlig ikke meningen, planen var at få fat på For Ung, med klare øjne fyldt af blå-grønne bølger, man kan surfe sig træt i. Han ligner Drengene fra Sankt Petri og indbegrebet af den kroniske uskyld. Med det lyseste hår og de blødeste kinder. Nåhhhh. Man ved snart ikke om man vil knalde ham eller kaste ham op på skulderen, bøvse ham og putte ham i seng med en vuggevise.

I lørdags viste For Bekendt sig fra sin sårbare side, en ren kliché, men sikkert sandt nok: Jeg tjener for mange penge, men alt føles hult og ensomt. Det hule og ensomme tog vi favntag med hele natten. Det hule og ensomme er en forbavsende god elsker. Det er sjovt som sårbarhed oftest er det vildest hook, tankevækkende når man altid selv er så fokuseret på at virke stærk. Det er også dét, der er en del af hooket med For Ung. Cykelstyrtet. Arret. Et helt års genopbygning. Det hele ligger indlejret i hele hans lidt bedrøvede look, hans coolness, som dækker over ung kejtethed.
Jeg tænker på, om jeg skal skrive til For Bekendt. But then again - skal torsdag mødes med For Lav aka Nattevagten - fordi der er noget Kim Bodniask i hans øjne. Men ærgerligt at han er så lav, når nu ens eneste fetish-fællesnævner er højde. For Ung har jeg sat ind på opsparingen, jeg ved han står bag baren og lyser op på en grå og kold nat.

Arbejde: Det Notoriske Underbid er blødt op og har inviteret til samarbejde. Fugleungen er mere hårløs end nogensinde - og jeg skal holde den indre Darwin i stramme tøjler. Child King flirter. Moder Jord veksler mellem at elske og hade hendes selvdefinerede børn. (Børnene fornægter deres mor). Ugly-Sexy er stadig begge dele, men har feminine trin på en trappe, hvilket unægtelig trækker til ugly-siden. Skabsbøssen (Pattebarn 1) regerer stadig håndholdt med fjollede fedtmulegrin og stålsat forfængelighed. Pattebarn 1 og Pattebarn 2 slås stadig i den tremmeseng, man så fint kalder direktionen. Alt ved det gamle og uforudsigelige.