7 år siden

Op på den hest!

Et tomrum
Katrine Søre...
5 år siden
Fra engelsk til dansk...
Kianna Kitte...
2 år siden
Radiator fiaskoen....
Kianna Kitte...
2 år siden
At være noget - at blive ...
Salomon
4 år siden
Næste stop: skriverefugiu...
Syrene Hvid
7 måneder, 21 dage siden
På vej hjem
Halina Abram...
2 år siden
Betalt oversætter job....
Kianna Kitte...
9 måneder, 26 dage siden
Bon jovi
Martin Micha...
3 måneder siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
4 år siden
Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
4 år siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
6 år siden
Don't go away mad, just g...
Kasper Lund ...
3 år siden
Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
3 år siden
Velkommen, efterår!
Josephine Lø...
5 år siden
En undskyldning til alle ...
Kianna Kitte...
2 år siden
7
Halina Abram...
2 år siden
Skagen
Peter
6 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
2 år siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
3 år siden
Det har været en hård dag i dag. Faktisk har den sidste uge føltes nådeløs...og hvor hulen lige det? Jeg følte mig "on-top" med tingene. Nej ikke "glad" men afklaret, accepterende og fremadseende! Jeg tænkte, måske lidt naivt, "måske behøver jeg ikke føle mere sorg over ham, os...det her" og rullede med øjnene når folk forsøgte at advare mig om, at det kunne gå den anden vej nok som jeg følte det gik frem.

Åhh hvor jeg dog hader at folk får ret! Og hvor jeg dog irriterer mig over ikke "bare" at kunne lade sorgen rulle og klappe mig selv lidt på skuldrene. Hver gang det gør ondt som nu, vrider jeg mig og er tæt på at jokke i spinaten.

Vi talte sammen i telefonen i dag. Jeg fik formuleret et langt brev til ham i går aftes, hvor jeg forsøgte at sætte ord på alt det jeg har følt i hele denne proces. Jaja jeg ved at "done-is-done", vi er ovre og alle de ord kan være lige vidt nu. På den anden side føler jeg at han må vide hvad han har sendt ud og hvad konsekvenserne har været for mig. Jeg føler også jeg har været mig selv værdig, ved at have kommet ud med disse følelser fremfor at lade den gnave sig videre ind i min mave.

Nå men vi talte i telefonen. Han mente at vi burde fortælle vores ældste søn om tingene. Det føles også mest naturligt for mig men jeg har måske tænkt at det ville være bedre når jeg have fundet os et nyt hjem. Måske ville det vokse sig for stort inde i hans lille hoved.
Det overrasker mig positivt at han progressivt forholder sig til vores situation og vil tale med vores dreng om det. Samtidig gjorde det så ondt og virkelgheden bliver blot...meget virkelig. Altid har jeg været så vant til at han på en eller anden måde ville undgå et brud. At han ville komme med nye løsninger, ny terapi...whatever...bare for at vi ikke skulle gå fra hinanden. Han er afklaret. Jeg burde være lettet og "glad" over at han tager ansvar overfor det han ikke formår (mig...familielivet) men lige i dag ramte den kendgerning mig som en knytnæve. Jeg blev forfalden til at forvandle mig til en tude-marie der grædende ville vide om han slet slet ikke ville have mig mere.

HELDIGVIS stoppede jeg, afsluttede samtalen og ringede vrælende til mig søster i stedet. Det hjalp mig til at få styr på mit hoved. Jeg vil jo heller ikke længere. Det har været en psykisk-nedslidende kamp alt for længe. Jeg har måtte forme mig, indordne mig og acceptere at han kun engang i mellem kunne elske mig og rumme vores familie. Jeg burde være glad og lettet over at HAN selv nu kan se, at ingen af os fortjener sådan et liv. Så hvorfor alt det her piveri. Hvorfor den mavepine og dårlige tanker om at jeg ikke duer til noget og ikke kan elskes. BULLSHIT er det og jeg vil så gerne op på hesten igen.

Puh hvor jeg dog ser frem til at finde et hjem til mig og drengene. Det her "bo-sammen-selvom-vi-er-gået-fra-hinanden" må være lig med skærsilden.

Op på den hest der rider ad lykkelige veje. Kom op!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Op på den hest! er publiceret 25/08-2012 21:58 af Bastian.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.