Der ligger syv blækskeletter på mit stuegulv. Jeg ved ikke, om det er nogle af dem, jeg har haft i skabet. Eller rettere syv kranier. Dødemandsansigter. Zombier. Selvportrætter. Porøs træthed, der går helt ind til marven. Jeg er altid så pissekreativ, når jeg er på randen af tårer.

Det er januar. Hvis hele året er en Hubertusjagt, så er januar den der mudderfyldte vandgrav alle ubehjælpeligt sidder fast i.

Sidste års januar var dog til stor trøst værre. Jeg startede året som hjemløs. Jeg var hittebarnet, jeg var den lille pige med svovlstikkerne, jeg var Oliver Twist. Jeg var afklædt, nøgen og hjemløs. En slimet nøgensnegl, der slæbte sig ind over dørtrinnet og ind på sofaen i diverse hjem. Ynkelig. Patetisk. En snylter. Et skadedyr. København havde vendt mig ryggen og forvist mig til Udkanten. Ingen ville have mig. Og jeg var ved at forsvinde. Rock bottom. Alle madder endte med kødsiden ned.
Nu har jeg dog i det mindste et arbejde, som jeg kan klynge mig til. (Og ja, jeg har også så meget andet, men hør nu lidt på min ynk!).

Jeg er faldet i rutinefælden. Jeg er sneet inde i mig selv og mine dårlige rutiner. Får vendt op og ned på nat og dag. Går på arbejde, tænder computeren. Slukker computeren for at komme hjem og tænde computeren. Jeg hader dette vejr. Det er gør mig til en sjappet, sjasket version af mig selv. Jeg siger hver aften til mig selv, hvad jeg skal gøre næste dag for at skubbe rutine ud over kanten. Og hver morgen ender jeg i det samme spor, som en skihopper står jeg på toppen, ski i spor, krummer mig sammen i æggestilling og suser lige direkte ud over rampen og ind i default.

Nu er vi kommet vel gennem julen - kødretternes Dakar-rally. Jeg aflyste nytårsaften i Berlin og brugte besværlig udkantslogistik som undskyldning. En nytårsfest kom heldigvis dumpende ganske uventet, og jeg endte på T-baren (hvor kollega Djøf-smurf arbejder) - helt ud på de små timer i selskab med en blond young gun. Han var cute som ingen anden med et lille cykelstyrt på overlæben, og de klareste, lidt sørgmodige øjne. Han er min næsten-nabo, og er meget genert, så jeg gav ham et farvelkram og et lille nip i underlæben og gik hjem i seng. Og da jeg vågnede op på dagen var der en lille sms. Han havde haft ringet til Djøf-smurf for at få mit nummer. Den gestus var lige ved at få mit cougarhjerte til at smelte. Så jeg blev overmodig og spurgte om den lille student ikke skulle med ud og have en øl. For to dage siden. Intet svar. Ain't no sunshine. At all! Det er januar. Ja.

Jeg føler mig dum og gammel og helt håbløs. Jeg kan ikke sove om natten og vågner med en nakke som Tollundmandens. Bobbens lunkne svar på mine MayDays binder kællingeknuder på mine nerver. Og nu sidder jeg og tegner skeletter, der stirrer op på mig fra gulvet og griner skælmskt med deres vandede gebisser.

Jeg putter mig ned i foret på den kiste, der hedder januar. Som en anden Dracula genopstår jeg først, når vi skriver 1. Marts, og jeg skal to uger til Brasilien med arbejdet. (Ja, det kan betale sig at lave lobbyarbejde til firmajulefrokosten). Der er lys forude. Men først denne tristeza.