Det er som om lykken ikke bare smiler til mig. Lykkens lunefulde fjæs er flækket i et Chesire Cat Grin, som går fra øre til øre. Det er det hele der er godt. Jeg bor på Vesterbro, skal arbejde på Nørrebro - og får på den måde the best of both worlds. Jeg kommer på den måde til at pendulere mellem mine to favoritsteder i byen. Jeg kommer til at arbejde på samme gade, hvor jeg før har arbejdet - det bliver en mærkværdig geografisk tilbagevenden til udgangspunktet - heldigvis var geografien det mest forsonende aspekt ved udgangspunktet. Jeg kommer dog til at arbejde længere oppe af gaden, inde i en baggård, hvor jeg kan se, at jeg helt sikkert kommer til at møde en gammel fling, M, (en af min egen lille klub af famøse flings kaldet the M&M's), som arbejder ved et konsulentfirma beliggende i samme bygning. Jeg mener, det er jo selvfølgelig ikke givet, at jeg møder ham, men det er sandsynligt, det er også lige meget, der er ingen tråde dér, der skal tages op.

Hell, i dag har jeg endda været ved lægen. Og der er ingenting - absolut INGENTING (knock on wood) galt med mig. Man får sig jo nogle mærkelige idéer af og til og især når man ikke har været ved lægen én eneste gang i løbet af de sidste fire år. I sidste uge havde jeg i det mindste en bums på hagen, som aspirerede til at overgå det skæve tårn i Pisa, men selv den synes at undlade at eksplodere og er i stedet tørret ind til en lille undseelig rød plet. Jeg følte ellers at den vejede lidt imod på den store kosmiske vægtskål, og sådan på rimelig vis forsøgte at holde mig til jorden, ved at true med at oplyse hele verden i et bumserødt diskoskær. Men selv den kapitulerede og glattedes ud, så der nu kun er et ensartet mælkehvidt fjæs som kan glo op i solen og smile som en åndssvag.

Man aner dog lykkens lunefulde små skarpe tænder og man varer sig ved at blive for glad. Man ved af bitter erfaring at det er lige i det mest overmodige overglade øjeblik at lykken klapper kæberne sammen i et smertefuldt bid, som rammer enten en selv eller nogen man har kær. Lykken har altid kødtråde af flødestuvede hjerter til at sidde mellem de der små sylespidse kattetænder. Sådan er det. Man må altid være en smule på vagt. Men jeg ruller mig alligevel lidt i lykken som en hund i et kadaver, so help me God.