Jeg vågnede her til morgen og var lidt ked af det. Uden egentlig grund. Men jeg formoder, det er usikkerheden og sårbarheden, som sidder dybt i mig. Jeg er stadig i tvivl om det hele og ikke sikker på noget. Men det er nok i virkeligheden blot meningen, at vi skal acceptere, at livet er sådan. Der er ingen garantier.

Jeg skrev mine daglige tre morgensider, mediterede, lavede de fem tibetanere og løb en lille tur. Det gav mig mere ro og klarhed. Om at jeg er på rette vej. Hvad den rette vej så end er. Ja, for det ved jeg jo egentlig ikke? Men når jeg holder mig i ro indvendigt, glider det hele meget nemmere. Tingene kommer til mig. Det guddommelige og universelle viser mig vejen. Jeg fryder mig over de skridt, jeg får vist - og de beviser, der er på, at jeg bliver hjulpet på mig. For den, der har øjnene åbne, ser det hele tiden.

Vi kan i det hele taget ikke gøre andet end at stille os til rådighed. Handler det i virkeligheden ikke om at tjene Gud?