Jeg ved egentlig ikke helt, hvor forberedt jeg er på dagens tekst, men de fleste af af mine dagbøger har alligevel været improvisationer, dog med fast ritual for online ulve.

Jeg drømte her til morgen, at nogle børn i en pool blev angrebet af ulve. Jeg stod og så på med en fornemmelse af, at det var en ritual, der skulle styrke børnene. Det var på en gang skræmmende og nødvendigt.

Det var vist østeuropæiske drengebørn, og jeg tænkte først og fremmest på min mors forkærlighed for rejser til lande som Rumænien og Moldavien - først minutter efter betænkte jeg mine elskede online ulve.

Måske jeg også tænkte på østeuropæisk hang til tungsind? Men tungsind er jeg nødt til at gøre poetisk, for tungsind kan man ikke sådan bare lige gøre konstruktiv brug af. Månemanden fra sidste omgang elsker det faste kannibalistiske ritual - det er jo ren og skær magi, når tungsindet bliver poetisk og ædes op af lidt galgenhumoristisk filantropi.

Tungsindet holder hermed fridag, for i dag er min bipolære vandring mellem det nære og det fjerne, efter hin dagbogs pyntning af den med ord, som den dejligste normandsgran på en juleaften - og lur mig, om ikke der ligger gaver under.

Eller måske jeg bare fik pyntet tungsindet godt og grundigt med slige blå og gule mærker - det verbale slår jo ikke mindre.

Tungsind vil dog nok hellere være en flot normandsgran med pynt på og gaver under end en forslået og tabende bokser. Og jeg tror, tungsindet gerne vil kommunikeres med, men det kan ikke tåle at styre, for det leder selv efter hoved og svar.

Det er løvfaldstid med tunge farver og masser af mørke, og snart er det Mortens aften. Sidste år improviserede Ma Dalton (min mor) og jeg vist begivenhedens gang med forloren hare - jeg måtte derudover erstatte rødkålen med rødbeder, og sovsen havde fået lidt for meget stivelse, men det smagte efter alle de kunstens regler, vi havde valgt at se bort fra.

Jeg er absolut ikke anarkist, hvis nogen skulle undfange den fæle mistanke. Jeg tror på rammer og færdselsregler, og det gør jeg også, når jeg vender dem på hovedet - what goes up, must come down! Eelsker Spinning Wheel!!!

Næh, dagens ret er ikke tungsind, og jeg nyder en forloren hare til Mortens aften, hvis anden ikke er i hus - selv med rødbeder til! Der er nemlig noget helt andet på færde, og det er tro, håb og kærlighed.

De kristne grunddyder har grebet mig, og jeg har lyst at vende dem på hovedet.

1. forsøg:
Måske er det ikke grunddyderne, der vendes på hovedet, men mig der ligger ned og beskuer dem fra en skæv vinkel.

Hm, hvor godt var det forsøg lige...tror, dyderne blev, hvor de var uden at rokke en milimeter.

2. forsøg:
Eh, det bliver lige til en skovtur, ikk'?! Gud kan måske også anskues fra en skæv vinkel, hvorfra han ligner Djævelen. Damn, det skulle da lige være det stik, man ikke har lyst at tage hjem, for så ligger ansvaret for synsvinklen hos en selv, og hvorfor skal man nu også lige belemres med det ansvar!!!

Hm, det forsøg gik der for meget strøtanke i!

3. forsøg:
Altså tro er også for mig noget betingelsesløst, men hos mig defineret som en levemåde. En hvilken som helst levemåde, man har valgt at udleve. At tro på ufoer er højst sandsynligt en levemåde, der fordrer mindst lige så betingelsesløs hengivelse som Gudfader i himlen - jeg steder min ufo-sag til hvile, hvis det virkelig er bevist, at de eksisterer, men jeg ævler stadig om tro som en eller anden levemåde, der fordrer betingelsesløs hengivelse.

Selv det at tro på et andet levende menneske er en fordring, der ikke helt undslipper det betingelsesløse.

Har jeg fået vendt troen på hovedet? Ved bare, at den ikke mere kun angår Gud.

Håbet skal også udsættes for et enkelt forsøg:

Jeg tror på håbet, det vil sige, at jeg i min levemåde inkluderer håbet. Men jeg håber altså ikke på intervenerende mirakler til Guds vidnesbyrd (griner, Gudfader bevar mig vel!!!). Jeg er f.eks snart døvbleven, og jeg forventer (hm, ved Gud i himlen!!!) ikke et mirakel, der gør mig hørende igen. Mit håb består i at lære at leve med dette faktum, og miraklet for mig er, at det faktisk lykkes ret godt.

Altså, det her er mit bedste forsøg på at vende håbet på hovedet. Det modsiger vist ikke den lutheranske tradition, men mangen en romantiker vil nok ikke synes om denne her udgave - lær at leve med det! Men et håb er i min verden en overbevisning om, at man klarer tingene som de kommer - ingen intervenerende mirakler her, tak!

...Og kærligheden da...

Et enkelt forsøg på at stille kærligheden på hovedet:

Altså, jeg er aldeles allergisk overfor kærlighedens højsang - den der passage, som blev læst højt til prinsesse Dianas begravelse...kærligheden tåler, tilgiver og udholder alt...

Jeg ser for mange mennesker, der har for travlt med at elske alle andre end sig selv, og så ved de ikke, hvem de selv er.

Andre mener, at kærligheden ikke kan indfinde sig på kommando, men jeg mener trods alt, at kærligheden er et håndværk, som vi alle helst skal kende til og kunne bruge. Man starter med at gøre små gode ting for sig selv i hverdagen.

Djævelen synger sikkert med på omkvædet, når jeg siger, at man skal lære at elske sig selv, men jeg vil for intet i verden forhindre, at man kalder mig satanist - man har først selv de mærkater i hånden, man forsøger at sætte på andre!

Kærligheden blev måske ikke ligefrem vendt på hovedet, men nu blev den da vendt indad mod mig selv.

Jeg ved ikke helt, hvor god jeg er til at vende ting på hovedet, men en diskussion på grader og vinkler er vel trods alt at gå i for små sko. Selv en millimeters forrykkelse kan give en helt ny vinkel.

Nå, naaaadver i Faderens, Sønnens og den Helligånds navn - og dagens salme er Spinning Wheel...What comes up, must go down...ride a painted pony, let the spinning wheel spin...Der er vist et par stykker derude, som har brug for det budskab. Chin up!!!