Overgangen fra en hjernehalvdel til en anden.

Min novelle er blevet pri...
Kianna Kitte...
1 år, 10 måneder siden
Nyt maleri
Jytte Westen...
4 år siden
Farvel Bornholm
Jytte Westen...
5 år siden
Sygdom....
Kianna Kitte...
1 år, 6 måneder siden
Tiden er går
Halina Abram...
2 år siden
Den gamle gartner
Peter
5 år siden
I korte glimt...
Marlene Gran...
6 år siden
Advarselsbokse og hulahop...
Victoria Wan...
4 år siden
25.09.2016
Marianne Mar...
3 år siden
Forberedelse til eksamen
Annabell Nie...
5 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
7 år siden
brænde
Peter
4 år siden
At skue hunden på hårene
CamillaJe
6 år siden
8 års fødselsdag.
Peter
6 år siden
Min novelle er blevet køb...
Kianna Kitte...
2 år siden
Julefrokost med at par sm...
Carsten Cede...
5 år siden
Kreativ Blokering og Auti...
Kianna Kitte...
2 år siden
Faldskærmsudspring - Kasp...
Kasper Lund ...
3 år siden
Misforstå mig ret:
Christian Ba...
5 år siden
Prego og ikke for sarte s...
Racuelle Hei...
3 år siden
Saba: 1999 - 2019....
Kianna Kitte...
10 måneder, 11 dage siden
D. 12.12.15
Racuelle Hei...
3 år siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
3 år siden
Aktivering. Nu skal jeg s...
Gaffa Brandt
6 år siden
Fifty shades of fuck-up
Tine Sønder ...
7 år siden
Glansbilledemennesker - K...
Kasper Lund ...
3 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
4 år siden
12.09.2016
Marianne Mar...
3 år siden
Kvinders sanser og mænds ...
Racuelle Hei...
4 år siden
Helbred 2
Hanna Fink (...
4 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
6 år siden
Transpsarante mennesker -...
Kasper Lund ...
3 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
4 år siden
Nørrebroske minder.
Rudi Kouring...
4 år siden
Et liv i en retning...
Patrick Bolv...
6 år siden
Jeg er ingen namedropper
Olivia Birch...
4 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
2 år siden
Fucking nympho - Kasper L...
Kasper Lund ...
3 år siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
2 år siden
Life could be simple...
Michala Esch...
2 år siden
Kære natbog (I)
Olivia Birch...
5 år siden
Kaos tur hjem...
Anastasia
7 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
3 år siden
I'm back!
Gittepigen
5 år siden
Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
4 år siden
Citrontræ
Halina Abram...
2 år siden
Grungekaffe og brækket ry...
Michael Nevs...
2 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
6 år siden
Så er der hurtigskrivning, og jeg skal skrive i 22 minutter. Det er til fyldepennen, og det skal være, som hjernen siger.

"En begyndelse, hvor jeg bare skal skrive, og det kan være hvad som helst. Jeg skal bare have gang i skrivningen og varme op."

Goddag fyldepennen og velkommen til mine 22 minutter med sne udenfor og hjerneyoga indenfor, hvor jeg går fra den ene hjernehalvdel til den anden og mærker de indre engle - endorfinerne. Det er skønt, og en dejlig opvarmning til min kirkegårdshistorie, som jeg jo skal arbejde videre på, fordi jeg er i skrivegruppe, og de skal følge med i udviklingen.

"Kan se, at jeg er bevidst om, at det skal bruges som en anderledes dagbog på fyldepennen. Samtidig er det også for at kunne skrive videre, så jeg får noget nyt til skrivegruppen. Det skulle gerne blive til små skridt og lidt nyt hver uge."

Det er hyggeligt, og det kommer en kaj på kirkegården nu, selv om den ikke er bare i nærheden af en havn, men sådan er det surrealistiske - hm, netop syrrealistisk. Der er noget Dalí over det, og sådan skal det være. Nå, men der skal være en havn, for der skal være en fiskekutter, som redder Conrad til Sverige. Han er jøde, og Wilfred tager sig af lille Nanna, selv om hun i virkeligheden er Conrads. Sådan kan skæbnen forme sig, og det gør den vel stadig i dag.

"Her får jeg formet en idé til min surrealistiske tekst. Jeg forestiller mig en kaj midt på en kirkegård. Så kan I online-ulve da ikke blive tvumget hårdere til at give slip."

"Det er surrealistisk, men man får i min novelle alligevel et billede af en kvinde og hendes to mænd - en ægtemand, Wilfred, og en elsker, Conrad. Så er der to døtre, og Nanna, der er eneste levende datter, er netop elskerens datter og ikke ægtemandens. Ægtemanden passer dog på Nanna, da Conrad er kommet til Sverige. Han har mistet sin egen datter med Tove, Nancy."

Jeg kender ikke selv historien. Jeg kender slet ikke slutningen på historien, for den bliver som knust glas uden lineær handling.

"Det er et vilkår, når man skriver, for at fortælle andre, at man skal kunne gå fra den ene hjernehalvdel til den anden. Man skal også kunne give slip, give sig hen, og stoppe spørgsmålene fra Ratio (slå det op på google, jeg har pesonificeret det latinske navneord: ratio)."

Men der er jo jeg'et inde under bruseren, og jeg'et danner bekendtskaber med de tavse, som begynder at snakke. De er ret intime, og jeg ved ikke, hvad pointen er med det, hvis ikke det i overført betydning er en indre kommunikation i et menneske. Et menneske, som endelig begynder et konfrontere sig med diverse eksistentielle ting og sager, som de fleste ikke gerne beskæftiger sig med. Derfor bliver de bange for eksistentielle vilkår, som vi ikke kan lave om på. Så det er spændende med de badende folk, som kigger mere og mere efter, hvad der foregår på kirkegården. De bliver rene, de deltager i begravelser. De i agttager, og så er det spændende, om de kommunikerer med menneskene på kirkegården - Tove, Wilfred osv. Det ville nære den ultimativt intime form for kommunikation, og det er spændende at tænke over.

"Jeg kan konstatere, at jeg her er langsommere end min underbevidsthed, for mine tanker om de tavse folk, der kigger på, at jeg bader og senere kommer i snak med mig - de er ikke helt igennem endnu. Det er en intim ting at bade sammen, og det er ikke et spørgsmål om sex, det er et spørgsmål om at pleje sig selv og at gøre det sammen med andre. At kommunikere på et andet plan end det rationelle. Ved ikke endnu, hvad de gør de tavse og jeg'et."

Der sker et eller andet på selve kirkegården, og så er der jeg'et. Det føles som en kerne, og det er spændende, hvem det er, for måske er det netop vilkåret, at vi alle er lidt mindre end et jeg - at vi er oplevende væsner og ikke altid bare får serveret en mening sammen med det, som vi oplever. Vi er en strøm af oplevelser, og nogle gange formår vi at spinde en mening, fordi der skal være en slags stige at kravle videre på. Og måske pointen bare er at kravle videre. Min pointe er under alle omstændigheder, at vi ikke er så rationelle og sammenhængende, som vi tror. Hm, tror. Den er jo egentlig ret god.

"Prøver at finde temaet bag jeg'et og de tavse. Der kommer jeg måske frem til noget brugbart. At de bare observerer. At de tavse til sidst observerer sammen med jeg'et, som var den første modige til at kigge ud på kirkegården og den første til at stå afklædt under bruseren. Den der lille del af en selv, som trækker en rundt ved næsen. Som man får kontakt med, når man giver slip. Instinktet, den bedre halvdel. Her gik jeg vist over i den anden hjernehalvdel og fik lyttet til det inderste. Sådan er hurtigskrivning."

Man tror netop, at man er rationel, nå, men hjernegymnastikken er et hop over i den anden hjernehalvdel, og det skal vi kunne. Vi skal kunne turde opgive lysten til at svare på, hvem er det der jeg. Bare for en stund - intet varer alligevel evigt. Den illusion kan være meget svær at kaste af sig, at vi har et klippefast og rationelt jeg, som regelret registrerer den pure sandhed, og som vi tror varer evigt. Right!

Og så bliver tingene langsommere, og der er ikke gået 22 minutter endnu, men når jeg sidder tilbage og korrekturlæser på denne vilde skrivning, så vil jeg trække nogle pointer frem i dagens dagbog på fyldepennen.

De tavse begynder måske at snakke om Helle og Mads - at de spillede badminton mod dem den anden dag og tabte. Det er en mulighed, og de kan måske give nogle helt andre beskeder til hinanden. Nogle basale beskeder, som kommunikerer noget eksistentielt. Der er spørgsmålet, hvad man hedder, en god start. Alder, og hvor man kommer fra, er også gode spørgsmål. Der kunne komme fag og stilling ind over, eller der kunne komme replikker ind, om familieforhold, hvordan de er følelsesmæssigt. Der kan være meget for de tavse at tale om, og der kan være handlinger og ikke så mange ord. Det kan være et blik, det kan være kropssprog og gestik, sammen med nogle få rammende ord. De kan lave et bål på lokummet. Ved ikke hvorfor, men jeg elsker tanken om bål, og nu er den her.

"Stadig problemer med billederne til denne del af novellen, men jeg læser dette igennem, nu hvor jeg skriver kommentarer til, og så indser jeg, at jeg tænder på kropssprog og gestik sammen med ikke for mange ord. Måske jeg har nogle flere idéer i morgen, fordi jeg fik skrevet det her i dag. De tavse og jeg'et skal nok komme igen. Det tager lige lidt overtalelse og lidt tid."

Der er så meget, og nu er det sat i gang, så jeg kan lave nogle underholdende gennem- og omskrivninger til skrivegruppen - imens det sner og blæser udenfor. Det er sådan man skal bruge en vinterdag i januar, og så kan man lægge hjerneaktiviteten ind på fyldepennen. Det stopur må da snart være hele vejen igennem, og der skal skrives lige til det sidste, og der var vist to minutter tilbage.

"Sneen fyger udenfor, og mine tanker indenfor. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen. Dagens nadver er en hutigskrivning på 22 minutter, som er krydret med efterrationaliserende kommentarer i gåseøjne. En mental wokret. Kom og æd min wokristede hjerne, søde ulve, men fordøm aldrig denne skrøbelige kreativitet, som skal have lov at være helt gakket, før den tager form. En fordømmelse er i den forbindelse et mord, og nok må I æde min hjerne. Der er mening med en nadver. Men kreativiteten, den må i ikke dræbe. Den skal I give passerseddel over broen til den anden hjernehalvdel."

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Overgangen fra en hjernehalvdel til en anden. er publiceret 24/01-2015 14:19 af Camilla Rasmussen (II) (Camra).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.