3 år siden

Hvorfor er jeg så vred?

En sludder, hvis du kan l...
Racuelle Hei...
8 år siden
Jeg skal have en lille pr...
SoffiG
10 år siden
Romanprojekt, kunst, bog ...
Shirley Anke...
11 år siden
Blæksprutte arme og mange...
Racuelle Hei...
5 år siden
Længe oppe.. :-)
RachelBlack
10 år siden
Stemme
Halina Abram...
6 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
10 år siden
Hvad er sommer for mig?
Jønsse
8 år siden
Storskrald
Hanna Fink (...
7 år siden
Koldt
Kenny Raun (...
9 år siden
Tankers paradis?
Katrine Søre...
11 år siden
Hvor skal vi hen?
Liza Abildsk...
9 år siden
Desværre.....
Halina Abram...
6 år siden
Tomhed
Majtb
9 år siden
Den lille dreng, er mig.
Kasper Lund ...
9 år siden
Kære natbog (IX)
Olivia Birch...
9 år siden
Det var pindsvinets hjem
Olivia Birch...
8 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
11 år siden
D.25/3 - En ny start!
ListenToTheG...
11 år siden
Tilrettet sofabord
Peter
9 år siden
Mere medicin tak
David Hansen...
3 måneder, 9 dage siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
10 år siden
Kærligheds og chili
Kenny Raun (...
12 år siden
Dag nr. 3 på fyldepennen....
Gaffa Brandt
11 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
11 år siden
Glansbilledemennesker - K...
Kasper Lund ...
8 år siden
Flot fyr.
Ruth Christe...
7 år siden
Og patterne er blevet læn...
Neola
3 år siden
1 ex er det værste, men 3...
Martin Micha...
4 år siden
skulderklap
Jette Peters...
8 år siden
sofaen eller.......
Hanna Fink (...
10 år siden
Hej.

Det er godt nok lørdag i dag, men jeg tager dig lige med tilbage til torsdag. Vi skal til psykolog. Jeg træder ind af døren og sætter mig i venteværelset. Jeg skrev til hende for 4 uger siden, at jeg havde brug for hjælp. Lægen ville ikke give mig en henvisning efter jeg sagde, at jeg græd 3-4 dage på en uge. Men nå, så må jeg jo skrive til en psykolog selv og betale prisen for hjælpen.

Der sad jeg så i venteværelset. Nervøs trippende, kørende rundt med min ring og urolig på min stol. Jeg havde en plan. Vi skulle snakke omkring, hvorfor jeg følte mig ensom. Hvorfor jeg vågnede klokken 3 om natten badet i sved og med mareridt. Vi skulle snakke om, hvordan jeg kunne fikse det. Jo tak, det var det vi skulle jo. Jeg havde i hvert fald en klar forventning til, at jeg ville gå derfra med opgaver eller løsninger til mine problemer. Hun måtte da vide, hvad der var galt med mig.

Kendte hun mig? Nej. Var det min første samtale hos hende? Ja. Var jeg lidt naiv at tro, at hun kunne fikse mine tudeture og ensomhed på 50 min? Øhm lidt måske.

Jeg satte mig ned i den grå lænestol, som var magen til den hun også sad i. Klenex stod klar. Og jeg startede naturligvis vandfaldet cirka 10 sekunder efter, at jeg havde placeret mig i stolen. Hun spurgte først indtil, hvorfor jeg sad her i dag, "Jamen nu skal du høre, jeg græder 3-4 dage i ugen uden nogen særlig grund. Jeg føler mig ensom og træt hele tiden. Jeg har koncentrationsbesvær. Mareridt om natten og sover generelt rigtig dårligt for tiden." Så var vi i gang. Hun tegnede et diagram, som hun kaldte noget fancy, over min nærmeste omgangskreds. Herpå kom familien, vennerne og min ekskæreste. Ekskæresten er jeg lidt uforstående overfor, men hun mente vores nylige break up i august var værd at tage med.

Da den var tegnet skulle jeg fortælle, hvad der var hændt det sidste års tid;
Corona.
Jeg gik fra min kæreste.
Sexchikane.
Fyret fra mit arbejde.
Fået nyt job.
Kom på datingmarkedet.

Hun hæftede sig hurtigt ved sexchikanen og bad mig uddybe. Jeg gennemgik hele historien. Forretningsrejse til et fremmed land, en chef der havde behov for at udtrykke sine seksuelle og følelsesmæssige behov og 24 timer i helved hjem med en mellemlanding, flysæder ved siden af hinanden og ham, der ikke ville lade mig være efter jeg udtrykkelig havde sagt, at han ikke skulle snakke til mig, medmindre det havde noget med arbejde at gøre. Jeg prøvede at lade vær med at gå panik ved tanken om, om han kunne finde på at gøre mig noget? Jeg sov ikke natten inden vi skulle rejse hjem. Denne historie kræver en uddybning en dag, men for nu efterlader jeg den her og tager dig med tilbage til psykologen.

Jeg var ked af det og græd. Hun spurgte mig gentagende gange, hvad jeg følte. Jeg tænkte, at det måtte være tydeligt. Jeg græd jo som pisket ved at fortælle historien. Men efter hun havde spurgt mig et par gange ændrede noget i mig. Jeg var ikke længere ked af det. Jeg var vred. Hun spurgte, "Hvorfor er du vred?". Jeg var vred, fordi han tog et egoistisk valg om at fortælle mig noget, som jeg aldrig havde bedt om. For mig var det som om, at han havde fået lov til at afklæde mig i måneder uden min accept og her stod han så og fortalte mig, hvad han havde tænkt på siden januar 2020. Jeg føler mig psykisk voldtaget. Jeg havde ikke behov for at få den information fra en mand, som jeg aldrig selv har lagt op til, der tilmed var min chef og den magtdynamik var altoverskyggende i vores relation som kollegaer. Jeg var vred, fordi han i det øjeblik tog alt arbejdsglæde ud af mit perfekte job. Jeg var vred, fordi jeg havde tilladt ham at se på mig på den måde. Jeg var vred, fordi han gjorde det her mod hans familie, som ingenting vidste. Jeg kunne pludselig ikke trække vejret og mit bryst snørede sig sammen. Jeg rystede på hænderne og kunne have givet væggen en massiv knytnæve.

Psykologen så mine hvide knoer og spurgte, "Hvad ville du gøre lige nu mod ham, hvis der ingen omkostninger var?" Jeg ville for det første sige, at han var et egoistisk røvhul, som ikke tænkte på konsekvenserne af hans handlinger. Dernæst ville jeg nok give ham en lussing. Jeg er ikke ligefrem den udadreagerende type. Men han kunne lige vove på at tale til mig offentlig.

På det her tidspunkt er tiden ved at rende ud og vi har virkelig kun fået afklaret, at jeg har en del vrede til det her menneske, som rev tæppet væk under mig på en forretningsrejse. En vrede, som jeg nu tager med mig resten af dagen, men som efterlader mig mere hel end jeg har været i lang tid. Jeg fik ligesom sat ord på nogle af de sten, som jeg har båret i min fiktive rygsæk det sidste år.

Næste gang jeg skal se hende er allerede om 14 dage, hvilket på mange måder er rigtig godt. I mellemtiden skal jeg bruge dagbogen her til at tjekke ind dagligt på mig selv, min vrede og mine følelser.

Neola - The New One.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hvorfor er jeg så vred? er publiceret 27/03-2021 22:08 af Neola.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.