Lidt kulturel har man vel...
Kianna Kitte...
1 år, 6 måneder siden
Konklusion vakget 2019
Martin Micha...
1 måned, 23 dage siden
Nørrebroske minder.
Rudi Kouring...
3 år siden
Uhyggelig Halloween...
Kianna Kitte...
9 måneder, 16 dage siden
Det her er ikke mit land
Olivia Birch...
4 år siden
En hel sindssyg travl wee...
Kianna Kitte...
1 år, 3 måneder siden
S-tog
Tine Sønder ...
5 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
2 år siden
Dating.
Ruth Christe...
3 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
6 år siden
Fødselsdagsgave
Hanna Fink (...
3 måneder, 24 dage siden
Hr Solsort
Peter
3 år siden
At se tilbage
Simone Krist...
4 år siden
typisk deprimeret efter i...
Freema
1 år, 7 måneder siden
Anden dag på Fyldepinden
Gaffa Brandt
6 år siden
Min Far er død
Poul Brasch ...
5 år siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
7 måneder, 18 dage siden
Udstilling
Hanna Fink (...
6 år siden
Kindfede og røvfuld!
Racuelle Hei...
4 år siden
Morgens musik
Halina Abram...
1 år, 11 måneder siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
8 måneder, 3 dage siden
Skraldenyt
Hanna Fink (...
3 år siden
Er god start så meget at ...
Kellany Bram...
6 år siden
Helbred 2
Hanna Fink (...
4 år siden
Og tænk engang, jeg flytt...
spinosi
5 år siden
Enfant Terrible
Tine Sønder ...
6 år siden
Kreativ rumdeler...
Kianna Kitte...
1 år, 7 måneder siden
Kurset hed 'skriv journalistisk' og det var her, jeg lærte at skrive.
Men ikke journalistisk.
Første dag, første øvelse.
Min sidemand - en eks-stewardesse, som var blevet terapeut - fortalte mig en episode fra en dramatisk flyvetur. Herefter gendigtede jeg oplevelsen, med egne ord og læste højt for holdet. Det gik sådan set fint. I al ubeskedenhed leverede jeg dagens bedste stykke kortprosa. Men det var jo journalistik - sort of - jeg var der for at lære.

Vi blev bedt om at gå til kulturelle arrangementer - første gang for at skrive en reportage; anden for at prøve kræfter med det journalistiske referat. Sidstnævnte gik helt galt. Og reportagen blev ikke andet end uvedkommende, selvom emnet egentlig var spændende nok. Jeg gik til et foredrag, leveret af en usikker, men optændt jurastuderende, om nogle af de mange chokerende skandalesager, som man finder i det amerikanske justitssystem. I et hjørne for mig selv, satte jeg mig til rette, og begyndte at tage noter. Jeg lagde godt mærke til, at han jævnligt skævede til mig og det gik efterhånden op for mig, at jeg var den eneste i rummet, som han ikke kendte i forvejen. Hver gang han havde leveret en særlig hård bredside mod justitsvæsenet, flakkede hans blik i retning af mig.
Hvis han blot havde spurgt ind til, hvad jeg lavede der, havde jeg svaret ham helt ærligt. Men det gjorde han ikke. Han var ung og usikker og aldersforskellen på 10-12 år mellem os, har måske holdt ham tilbage. I dag ville jeg have brugt tid på at beskrive hans tiltagende paranoia og det næsten intime forum, som min tilstedeværelse forstyrrede. Men det her foregik i fortidens land, og der gør vi tingene anderledes, som L. P. Hartley engang konstaterede.

Tilbage til det journalistiske referat. Jeg valgte - vistnok mest af nød - et Søren Kierkegaard-foredrag. Det var kontemplativt og til tider tungt, men jeg havde, viste det sig, netop været så længe væk fra universitetet, at det akademiske sprog, problemstillingen - og ikke mindst fordybelsen i stoffet - ramte en nerve i mig. Jeg følte mig suget ind i et stort, eksistentialistisk verdensrum. Forstod ovenikøbet Kierkegaards tanker, som aldrig før (eller siden). De vibrerede uventet med nogle af de erkendelser, jeg selv havde haft og jeg gik hjem og skrev referatet, med min antændte begejstring som brændstof. Hvor var jeg sikker på, at det var mig, som blev skamrost, næste gang holdet mødtes.

Det var et yderst ærligt referat af min oplevelse, holdt i samme fagsprog, som Kierkegaard-forskerens. Det var jo netop, fordi jeg fulgte hans fraser, hans vej og ræsonnementer, at jeg havde opnået denne nye indsigt, og dét ønskede jeg brændende at formidle videre til mine medkursister og undervisere.

Jeg husker ikke kritikken i detaljer. Men at referatet blev kaldt indforstået, akademisk og - af flere - komplet uforståeligt, er hævet over enhver tvivl. Især den sidste udmelding sved. Men så skete der noget, umiddelbart efter gennemgangen af vores referater, som rev mig ud af mit akutte mismod.

Efter hver artikel, skrev vi en evaluering af processen; hvordan var det gået med at udvælge emnet; tage notater og skrive selve teksten? Jeg havde godt bemærket, hvordan jeg - ubevidst - slap tøjlerne, hver gang jeg nåede til denne øvelse. Presset var væk; og selv om evalueringen var en del af afleveringen, var min indre kritiker (som næsten altid spurgte: er det nu klogt nok?) anderswo engagiert, så jeg skrev rent fra hjertet.

Måske var det et tilfælde; måske var det fordi mit Kierkegaards-referat var sådan en maveplasker, men vores underviser skamroste min evaluering den dag. Ikke kun den ærlighed, hvoraf den udsprang, men også flere af mine formuleringer, som, nu hvor de stod i punkt 30 på overheaden, faktisk var rørende klare og indimellem meget prosaiske. Jeg endte med at sidde med røde kinder og blanke øjne. Læste (i smug og igen og igen) denne evaluering og den forrige. Fortsatte med at skrive dem lige ærligt, kurset ud. Det blev de kommende artikler ikke bedre af, for det dæmrede ikke for mig lige med det samme. Men hen af vejen, gennem årene, lukkede jeg ned for kritikeren og op for strømmen fra hjertet. Gav den mere og mere plads. Og er meget mere tilfreds. Men overhovedet ikke mæt. Det kan sagtens blive bedre, men det er godt allerede.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Da jeg lærte at skrive er publiceret 18/11-2014 14:03 af Olivia Birch (Humlebi).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.