2 år siden

Kan jeg mon lære at elske?

En stille bøn
Bastian
11 år siden
Et digt
Peter Munk (...
10 år siden
Tanker om vægge med udsmy...
Olivia Birch...
9 år siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
7 år siden
Katten, sofaen og jeg
Carsten Cede...
8 år siden
En træls fredag
David Hansen...
10 dage siden
Stine og mormor.
Ruth Christe...
7 år siden
Velkommen, efterår!
Josephine Lø...
9 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
10 år siden
Nede på point
Olivia Birch...
9 år siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
9 år siden
Vand
Halina Abram...
6 år siden
Morgenstemning og ord
Kathi12
9 år siden
Vent på mig
Halina Abram...
6 år siden
Under isen
Tine Sønder ...
11 år siden
Hej.

Jeg har tænkt lidt mere over en af mine ting på min liste, at der er ingen der skal forlade mig. Jeg tror inderligt på, at man i sidste ende kun har sig selv og jeg tør ikke ligge mine følelser over på en anden person. Hvad nu, hvis den person en dag ikke er der længere? Af den grund, så er jeg virkelig afholdende i mine følelser for andre. Når jeg ser tilbage, så har jeg nok aldrig været rigtig forelsket eller elsket en person. Jeg har altid været villig til at gå fra dem, hvis det blev for hårdt eller for meget.

You know who's going to give you everything? Yourself. Det er et ordsprog, som jeg lever meget af mit liv med. Hvis jeg vil have noget, så går jeg ud og får det. Ikke i en materiel forstand, mere som en følelsesmæssigt forstand. Jeg vil have den her form for romantik, så det sørger jeg for. Jeg vil have de her oplevelser, så det planlægger jeg. Jeg ønsker at gøre mere af det her, så det opnår jeg. Men det er som om, at jeg mister noget af mig selv hver gang, at det så ikke bliver gengældt. Den her umættelige appetit på livet og dets muligheder.

Jeg ved godt i mig selv, at jeg bare gør det, som jeg gerne vil have, fordi, at jeg godt ved, at jeg ikke kan få det gengældt. Eller det bilder jeg mig selv ind i hvert fald, men kan det virkelig passe? Skal jeg forevigt selv jagte mine lykkelige øjeblikke uden, at der er en eneste, som skaber et for mig? Vil jeg altid være den eneste, der gør sig umage? Vil jeg nogensinde kunne slippe mig selv helt og lade nogen tage over?

Fordi det tror jeg også det handler om. Jeg er bange for, at hvis jeg virkelig finder en, som jeg ikke kan leve uden, så ender jeg med at miste den person. Kan jeg nogensinde give mig ægte hen til en person og vide, at jeg bliver såret umenneskeligt, hvis den person forlader mig? Jeg er dælme bange for den sidste del. At blive forladt. At blive vendt ryggen. At være så sårbar med risiko for at blive forladt.

Jeg er så selvstændig i mit liv, at jeg har svært ved at acceptere, når jeg har brug for hjælp. Men hvordan dælen lærer jeg at elske med hele min krop? Jeg har jo lyst til, at der er en, som gør alle de ting, som jeg gør den anden vej. Men kan jeg overhovedet håndtere det, hvis jeg en dag skulle møde en, som møder mig på stregen og får mig til at føle mig, som den heldigste i verden?

Jeg er bange for, at jeg aldrig lærer at elske nogen på det plan.

Neola - the new one.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Kan jeg mon lære at elske? er publiceret 11/04-2021 16:09 af Neola.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.