Mandag kære mandag.
Malene Hahn
3 år siden
Kun ti dage til konfirmat...
Michala Esch...
1 år, 5 måneder siden
Dejligt gensyn
Poul Brasch ...
7 år siden
Det der med balance...
Kianna Kitte...
2 år siden
Jeg spiser aldrig røget l...
Kianna Kitte...
1 år, 9 måneder siden
Gymasie-grammatik & hygge...
Ash Renashan...
5 år siden
Eksploderet spejlæg og 5 ...
Racuelle Hei...
9 måneder, 14 dage siden
p2
Camillafreja
1 år siden
Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
4 år siden
Efterdønninger
Hanna Fink (...
5 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
7 år siden
Helt ny og alt det dér
LizetteHE
7 år siden
AT forløb
Coleen
5 år siden
Spand med sand, der skal ...
Michala Esch...
1 år, 5 måneder siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
3 år siden
Selvdestruerende selvreal...
Kasper Lund ...
3 år siden
Gadens skæve eksistenser.
Ruth Christe...
3 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
1 år, 11 måneder siden
Livet er en morgengave.
Sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have.
Der står øller på mit bord.

Syreren med solbrillene. Ham snakker jeg med mindst to gange om ugen. Han er fanget i sagsbehandlingen og har ikke set sin familie siden starten af 2015. Til maj 2017 har han ikke set sin familie i to år. Kone og to børn.

Der er nok, som går og sysler
med at sprænge jorden væk.
Jeg vil ikke ha' skærmydsler
og kanoner bag min hæk.

Det er ikke for at lære syreren at blive dansk som sådan, at jeg taler engelsk og dansk med ham. Det er for at han kan holde sig beskæftiget med noget, som han alligevel er nødt til at lære. Ikke tænke mørke tanker.

Imens pløjer en tuneser fodgængere ned på strandpromenaden i Nice.

Syreren sidder med sit skilt foran Udlændingestyrelsen og spørger, hvor mange flere mandetimer der skal til, før han atter kan komme til at se sin familie. Han har de tre point, som giver status af flygtning med ret til at opholde sig i Danmark.

Mens jeg venter og vinden slår an i trækronerne, funderer jeg over ensomme ulve i skoven. Ensomme ulve som tuneseren i Nice. Det er kun et kvalificeret gæt, men jeg kender syreren. Han har bl.a. mig at snakke med, når han kommer tilbage fra København.

Jeg, reserven blandt reserver, bryder ofte ud i gråd.

Jeg får nerver og migræne,
blot jeg skær' mig på en dolk
og vil hel're slå min plæne
end slå løs på pæne folk.

I nat så jeg jeg billeder fra Tyrkiet. Et muligt militærkup. Jeg skal hverken til Tyrkiet eller resorts i andre lande med indbygget indkøbscenter og afskærmet pool. Jeg arbejder sommeren igennem på museet og går ellers tur i skoven, hvor jeg funderer over følelsen af ikke at have en familie. Træner i tankerne at være et venligt ansigt for en, som ikke aner, hvor skrækkelige hændelser livet endnu kommer for at overbringe. Funderer over anerkendelse. Hvordan kan den ene anerkendelse sætte rød streg under alle de mærkater, som kommer flyvende i vinden fra folk, som ikke kender en? Anerkendelse er helende. Anerkendelse giver mig fred - den jeg får, og den jeg giver.

Når reserverne skal stille
for at splitte jorden ad,
skriver jeg med kruspersille
verdens mindste heltekvad

Hvis jorden går under i morgen, så har jeg gjort alt, hvad jeg synes, jeg skulle gøre, for det er kun anerkendelsen og evigheden, som kan berolige mig. Jeg har aldrig troet på, at vi ikke skal dø. Kun troet på de ting, som jeg vil gøre, inden det bliver min tur. Jeg vil synge vuggeviser om håb, som jeg tror på, når jeg deler det med andre. Synge dem for alle, jeg kender.

Syreren er rasende afmægtig, for han savner sine to børn og sin kone - "De skal nok komme. Nu går vi ud i skoven og lugter til de gamle træer, mens jeg fortæller dig om den skønhed, jeg ser, når jeg ser dig".

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Noget om helte er publiceret 16/07-2016 17:02 af Camilla Rasmussen (II) (Camra).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.