Vi havde en professionel fotograf på besøg for et par uger siden. Egentlig havde jeg en rimelig hårdag den dag. Ansigtet var heller ikke hævet eller noget, make-up'en sad pænt. Jeg tog en sort bluse på, med en klassisk udskæring og den kæde med vedhæng min kæreste gav mig, da jeg blev 40. De skal nok blive gode, de billeder, tænkte jeg. Jeg skal bare fortælle ham fotografen, at jeg som regel ligner, well, lort på billeder og bagefter slappe af, mens han anti-lorter min krop og mit ansigt på en eller anden måde. Han er vel professionel, eller hvad?
Som sagt. Han var med på, at jeg ikke brød mig ret meget om billeder af mig selv. De bli'r fine, beroligede han mig og jeg begyndte igen at trække vejret helt ned i maven.

Han satte lyset, bad mig om at stille mig med siden til og vende hovedet mod ham, samtidig med, at jeg trak hagen tilbage og næsen frem. Det er super, sagde han og jeg følte mig en lille smule som en dukke man kan bøje arme, ben og hals på, til den indtager den rigtige positur. Undervejs rettede jeg på frisuren. 15-20 billeder knipsede han vel, så et af dem måtte vel blive tåleligt. Håbede jeg.

Et par dage efter fik jeg råbillederne til gennemsyn. De andre lignede sig selv. Et par af dem viste sig endda at være overraskende fotogene. Men så var der mig. Gammel, tænkte jeg. Læderhud, tænkte jeg. Åndsvagt smil, tænkte jeg. Er min pande virkelig så høj og min mund så lille, tænkte jeg. Hvorfor rettede jeg dog på håret, tænkte jeg. Straks efter googlede jeg 'restylane-behandling', for at finde ud af, hvad sådan en kostede og ønskede, at jeg var diva nok til at forlange at få taget nye billeder. Så valgte jeg det mindst rædderlige og håbede på, at filtre og fotoshop kunne ændre fotoets DNA.
Not.
Ganske vist så jeg lidt glattere ud, da katastrofen kom retur. Ikke at det skubbede meget til mit første indtryk. Men nu havde jeg desuden fået ny øjenfarve. En spændende isblå variant som, især på det sort-hvide foto, lyste koldt imod mig og fik mig til at ligne en sjælløs (men meget kedelig) vampyr. Jeg skrev - pænt og behersket - tilbage til fotografen, om han ikke nok kunne give mig min egen øjenfarve igen? Ved nærmere eftertanke kunne jeg godt leve med at beholde øjenfarven - hvis bare han ændrede alt det rundt om.

I nogle dage har jeg gået og tænkt over, hvorfor et par fjollede fotos i dén grad kunne bringe mig fra koncepterne. Og i dag, da jeg cyklede hjem fra arbejde, dæmrede det for mig. (Hvis du er med mig endnu, skal du ikke forvente noget heureka! Så er du advaret. Hrmf): Jeg ligner ikke mig selv på de billeder. Basta. Jeg kan som regel bedst lide billeder som afspejler min personlighed. Helst i den lidt pjattede ende af skalaen. Noget uhøjtideligt. Men lige nøjagtigt på det her billede er jeg det helt modsatte af uhøjtidelig. Jeg er noget så trist-grå-intetsigende-i-et-med-panelerne konform, at du ikke ville lægge mere mærke til mit billede, end til en hvilken som helst brosten på fortovet. Og hvem pokker har lyst til at ligne en brosten?