Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
6 år siden
At se tilbage
Simone Krist...
5 år siden
Protein pulver og ny fan ...
Kianna Kitte...
1 år, 3 måneder siden
Bare endnu en torsdag
Barepernille
4 år siden
Klods om benet
Jette Peters...
3 år siden
Transpsarante mennesker -...
Kasper Lund ...
3 år siden
Uden kontrol
Hanna Fink (...
6 år siden
Førtidspensionist VS Samf...
Kianna Kitte...
7 måneder, 29 dage siden
Jeg skal have en lille pr...
SoffiG
5 år siden
Dybbøl gartnerhjem
Martin Micha...
5 måneder, 15 dage siden
Hvorfor ikke...
Liza Abildsk...
5 år siden
Påske
Hanna Fink (...
3 år siden
Slush ice til en hund
Regitze Møbi...
5 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
6 år siden
Møde med Mette
Halina Abram...
2 år siden
Lyden af livet
Hannah White...
4 år siden
Med et garanteret fuldstændig tomt blik, en uoplagt holdning, en slap måde at gøre det på - gik jeg. Jeg havde i dag behov for, blot at gå. Jeg havde behov for at isolere mig, blot for en stund, jeg havde behov for at stå ude midt på marken, og græde.

Det er en ting som jeg kun gør for mig selv, lige på det punkt - der er jeg nok en typisk "mand". Det hele blev for meget, og alle de muligheder som verdenen rummer, alle disse veje som jeg altid ævler løs om - de virkede så forbandede, og så fuldstændig ligegyldige. Jeg fungerer desuden således, at når jeg først kommer i en sådan tilstand - nærmest et hjerneskred - så starter dominoeffekten, og alting omkring mig synes at være komplet lort.

Og tanker mobiliseres, bearbejdes, og sorteres. Tankerne fra min fortid, ubegribeligheden som blot dvaler i min nutid, og angsten for, om jeg overhovedet kan magte mere i fremtiden. Det er skægt. Det lyder som noget jeg kunne have ytret i mine tidlige teenageår, det vidner blot omkring det klokkeklare faktum, at jeg jo ikke er dynamisk, at jeg ikke bevæger mig, at jeg står stille - og altid vil stå som forstenet i min egen apatiske, dybt intetsigende, narcissistiske, samt asociale og indelukkede verden.

Nok om mit teenageflip. Jeg kom på et tidspunkt, på min alenetur, min tudetur - til et hus. Huset var komplet smadret, i ruiner, og ikke til at rede. Jeg gik derind, og jeg fotograferede det. Det lignede i grunden et sikkert, rart, varmt, samt for slet ikke at forglemme kærligt hjem. Jeg kender ikke husets historie, men det ser uden tvivl ud til, at der har været mindst én større brænd. Jeg stod der bare, og observerede hvordan noget som engang har huset mennesker, måske endda en familie - i dag er reduceret til en ruin med tomme øldåser overalt. Tragisk. Det mest tragiske er dog, at stedet til stadighed minder mig om mig selv.

Desværre minder det mig nok lige så meget om jer. Vi alle starter ud som rene, fordomsløse, uvidende, og pr. automatik nysgerrige og livlige små liv. Vi reduceres til forskellige ting, af forskellige ting - og jeg kan mærke, at jeg snart er reduceret fra at være en ung mand, med en heftig gejst og ildebrænd i øjnene - til at være en udbrændt motherfucker som er træt af at stå oprejst. Og med tanke på, at jeg i dag kunne have været far. Alene tanken om episoden gør at jeg stivner. Alene tanken om, at se op til en person vellignende mig selv, gør at jeg væmmes.

- Godnat fuckers, love you.

- Kasper.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tudefjæset - Kasper Lund er publiceret 24/05-2016 20:27 af Kasper Lund (Dynamikken).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.