Fundet af en gammel ven
Bella Donals...
3 år siden
1-09
Halina Abram...
1 år, 10 måneder siden
sov lidt længe
Kenny Raun (...
4 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
4 år siden
Hvordan får man dog en sk...
K. S Ytting
3 år siden
Forsømt
Tine Sønder ...
6 år siden
Åh hjertesmerte
Freema
1 år, 6 måneder siden
Skrivende
Michala Esch...
1 år, 6 måneder siden
Hjem igen
Salomon
4 år siden
Selvdestruerende selvreal...
Kasper Lund ...
2 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
7 år siden
Houdini - Kasper Lund
Kasper Lund ...
3 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
5 år siden
Katten ude af sækken
Suree Lio (L...
6 år siden
23 år - derfor naiv - Kas...
Kasper Lund ...
3 år siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
2 år siden
Med et garanteret fuldstændig tomt blik, en uoplagt holdning, en slap måde at gøre det på - gik jeg. Jeg havde i dag behov for, blot at gå. Jeg havde behov for at isolere mig, blot for en stund, jeg havde behov for at stå ude midt på marken, og græde.

Det er en ting som jeg kun gør for mig selv, lige på det punkt - der er jeg nok en typisk "mand". Det hele blev for meget, og alle de muligheder som verdenen rummer, alle disse veje som jeg altid ævler løs om - de virkede så forbandede, og så fuldstændig ligegyldige. Jeg fungerer desuden således, at når jeg først kommer i en sådan tilstand - nærmest et hjerneskred - så starter dominoeffekten, og alting omkring mig synes at være komplet lort.

Og tanker mobiliseres, bearbejdes, og sorteres. Tankerne fra min fortid, ubegribeligheden som blot dvaler i min nutid, og angsten for, om jeg overhovedet kan magte mere i fremtiden. Det er skægt. Det lyder som noget jeg kunne have ytret i mine tidlige teenageår, det vidner blot omkring det klokkeklare faktum, at jeg jo ikke er dynamisk, at jeg ikke bevæger mig, at jeg står stille - og altid vil stå som forstenet i min egen apatiske, dybt intetsigende, narcissistiske, samt asociale og indelukkede verden.

Nok om mit teenageflip. Jeg kom på et tidspunkt, på min alenetur, min tudetur - til et hus. Huset var komplet smadret, i ruiner, og ikke til at rede. Jeg gik derind, og jeg fotograferede det. Det lignede i grunden et sikkert, rart, varmt, samt for slet ikke at forglemme kærligt hjem. Jeg kender ikke husets historie, men det ser uden tvivl ud til, at der har været mindst én større brænd. Jeg stod der bare, og observerede hvordan noget som engang har huset mennesker, måske endda en familie - i dag er reduceret til en ruin med tomme øldåser overalt. Tragisk. Det mest tragiske er dog, at stedet til stadighed minder mig om mig selv.

Desværre minder det mig nok lige så meget om jer. Vi alle starter ud som rene, fordomsløse, uvidende, og pr. automatik nysgerrige og livlige små liv. Vi reduceres til forskellige ting, af forskellige ting - og jeg kan mærke, at jeg snart er reduceret fra at være en ung mand, med en heftig gejst og ildebrænd i øjnene - til at være en udbrændt motherfucker som er træt af at stå oprejst. Og med tanke på, at jeg i dag kunne have været far. Alene tanken om episoden gør at jeg stivner. Alene tanken om, at se op til en person vellignende mig selv, gør at jeg væmmes.

- Godnat fuckers, love you.

- Kasper.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tudefjæset - Kasper Lund er publiceret 24/05-2016 20:27 af Kasper Lund (Dynamikken).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.