Spænder jeg ben for mig selv? Ser jeg muligheder klart, tydeligt, og åbenlyst - for at lade hele lortet køre forbi mig? Stivner jeg, når jeg befinder mig i sociale situationer, hvor andre mennesker rent faktisk interesserer sig for mig? Jeg kan svare et rødglødende ja til det hele.


Det sker et utælleligt antal gange. Et ganske normalt hverdagseksempel kunne være, hende den superflotte ovre i 7/11. Hun hilser altid når jeg kommer bragende, med ottehundrede i timen ind i butikken, klokken lort om natten, med logotøj på, radio i øret, og et nøglebundt om halsen. Jeg er præget fysisk af det høje tempo, og løben rundt med tunge byrder. Opsvulmet af belastning, straffet. Hun vil sniksnakke, og hun kigger på mig. Hun bemærker når jeg køber noget, som afviger fra hvad jeg normalt køber, og interesserer sig for, hvor travlt jeg har. Og det er hver gang.


Men jeg magter det åbenbart ikke. Jeg kan mærke interessen, og hendes lyst til at kommunikere - men jeg handler ikke. Det ender med at jeg fyrer et eller andet kedeligt, dybt åndet og alt for uengageret af, og går - uden at spørge om hendes navn.


Jeg stivner, og ikke af nervøsitet. Men af den simple livslektie, at folk - og i sær kvinder - de bryder uhensigtsmæssigt igennem skjoldet, brændemærker sig fast, for blot at vende ryggen til. Til gengæld ville jeg ikke klage hvis hende her vendte ryggen til mig. Så længe jeg bare kan savle over hende, og over så mange andre - uden at involvere mig i mere, så er jeg i min sikkerhedszone. Lige dér hvor intet rører mig.



Jeg er ekstremt dårlig til den slags. Jeg kan nemt komme til at fremstå socialt initiativløs, måske en smule fejet ind under gulvtæppet og ikke nær så selvuddybende og fortællende som de andre.


"Skal vi aldrig hygge? " spurgte hun. Denne gang en kollega. Jeg spurgte hende "Når du siger det, hvordan skal det forstås? " prince fucking charming right here. Hun svarede mig, at det kan jeg tolke som jeg vil. Og jeg begynder derefter straks at betvivle, om det jeg tror jeg hører, er hvad betydningen reelt er. Jeg fatter hat.



Det er blot ét punkt, hvor jeg er spænder ben for mig selv. Eller gør jeg?


Stoler jeg på, at mennesker rent faktisk kan have interesse i mig? Stoler jeg nok på mig selv? Jeg spejler mig i alt der kan gengive mit spejlbillede, og synes selv om hvad jeg ser. Jeg er glad for mig selv, men er jeg i virkeligheden for glad for mig selv, til at interagere med mennesker, som potentielt også kunne fange min interesse?


- Kasper Lund