8 år siden

I'm not perfect and I know that

11.09.2016
Marianne Mar...
4 år siden
Det er sjovt
Katrine Søre...
8 år siden
Det var så den søndag.
Ellen Tang S...
8 år siden
Fra jam til pølsefest
Martin Micha...
1 år, 10 måneder siden
Human tetris
Tine Sønder ...
8 år siden
Forårsnadver til online-u...
Camilla Rasm...
6 år siden
Faldskærmsudspring - Kasp...
Kasper Lund ...
5 år siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
1 år, 10 måneder siden
Mere tid. Mere alt.
Anja Lind An...
7 år siden
Kan jeg mon lære at elske...
Neola
2 måneder, 7 dage siden
Tomhed
Majtb
6 år siden
dating.
Ruth Christe...
4 år siden
Jeg har skrevet en bog
Anastasia
3 år siden
Flødedruk og lilla roser.
Regitze Møbi...
7 år siden
Lufthavnen - sjæl i flamm...
Salomon
6 år siden
Ny Picanto
Peter
8 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
6 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
5 år siden
Kære dagbog

Først vil jeg undskylde fordi jeg ikke har skrevet i pisse lang tid!
Men der er bare sket så meget..

Ja, jeg har ikke sommerferie mere. Nu er jeg startet på gymnasiet. Eller det gjorde jeg i onsdags, men alligevel. Faktisk er det ikke så slemt overhovedet. 3g'erne tog bare lige vores bord første dag og det var det. Folk snakker om, at det er såååå slemt at starte pga alt det, men det er det altså ikke. Overhovedet. Jo man følte sig lille og snotdum, fordi du ikke ved noget som helst. Men det går over. Heldigvis!

Har også været i Tyrkiet siden sidst!
Og der mødte jeg min elskede kæreste igen. Efter 9 fucking måneder rørte jeg ham igen. Kyssede jeg ham igen. Så jeg hans smil i virkeligheden. Kunne jeg mærke at han rørte mig. Jeg kunne røre ham. Alting var bare som i himlen. Jeg var overlykkelig. Men vi havde nogle problemer og min far var i vejen. Så han var så tæt på at slå op. Jeg begyndte at græde. Jeg kunne slet ikke holde mine tårer tilbage. Virkelig. Og jeg græder ALDRIG foran folk. Virkelig ikke. Men det gjorde jeg altså her. Og heldigvis slog han ikke op, for vi snakkede om det. Jeg var lykkelig den uge. Grinede og smilede hver eneste dag. Men så kom dagen hvor jeg skulle hjem. Efter vi havde sagt farvel, tog jeg videre i bussen mod lufthavnen. Jeg prøvede virkelig at holde facaden. Den jeg altid har oppe. Men på flyet røg alle tårerne ned af mine kinder, og jeg lod som om jeg sov. Og til sidst faldte jeg også i søvn. Men så på vej hjem i bilen spurgte min papmor om jeg var okay, og der brød jeg sammen. Jeg stortudede, men gemte mit ansigt. Men de så og hørte det. Og det første min far gjorde da vi kom hjem, var at give mig verdens største kram og lave mad til mig og så sad vi på sofaen og puttede. Lyder måske barnligt, men jeg elsker det virkelig. Men lige siden har jeg grædt hver aften..

Folk her for tiden gør virkelig sådan så jeg ved, at jeg ikke er perfekt. Men det ved jeg altså godt!
Jeg ved sgu godt at jeg ikke er perfekt. Jeg ved godt at jeg laver satans mange fejl, som jeg altid fortryder. Og jeg ved godt at ordet undskyld måske ikke kan løse alting, men når jeg bruger det, så mener jeg det virkelig. Og så gider folk ikke engang at høre på det? Jamen.. Hvad kan jeg ellers gøre?
Jeg ved godt, at jeg ikke er perfekt i udseendet. Jeg ved godt, at jeg ikke ligner en af supermodellerne. Jeg ved godt at jeg er lille og buttet. Jeg ved det godt. Men sådan er jeg, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Sådan er jeg. Accepter det eller lad være. Jeg ved godt, at jeg laver mange fejl, men man gør vel bare det man har set ens forældre gør førhen, ikk? Ja, så bliver folk sure og jeg finder ud af at det er forkert. Hvordan skulle jeg vide det, når det er sådan jeg er opvokset? Hvordan skulle jeg vide det, når jeg ikke har prøvet andet?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget I'm not perfect and I know that er publiceret 17/08-2012 23:16 af MysteriousGirl.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.