7 år siden

I'm not perfect and I know that

Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
1 år, 1 måned siden
The last soppetur
Olivia Birch...
4 år siden
Godnat morgen
Hannah White...
4 år siden
virkelighedsflugt
Ida Hansen (...
1 år, 7 måneder siden
Biluheld....
Kianna Kitte...
11 måneder, 10 dage siden
This is not a Bridget Jon...
Camilla Rasm...
4 år siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
3 år siden
En sludder, hvis du kan l...
Racuelle Hei...
4 år siden
Brain-fuck
Freema
1 år, 10 måneder siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
5 år siden
Jeg er ikke en slave - Ka...
Kasper Lund ...
3 år siden
Faldskærmsudspring - Kasp...
Kasper Lund ...
3 år siden
Efterdønninger
Hanna Fink (...
5 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
2 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
4 år siden
Tror livet har fået stres...
Ace Burridge...
7 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
5 år siden
Brunkager
Hanna Fink (...
5 år siden
Kære dagbog

Først vil jeg undskylde fordi jeg ikke har skrevet i pisse lang tid!
Men der er bare sket så meget..

Ja, jeg har ikke sommerferie mere. Nu er jeg startet på gymnasiet. Eller det gjorde jeg i onsdags, men alligevel. Faktisk er det ikke så slemt overhovedet. 3g'erne tog bare lige vores bord første dag og det var det. Folk snakker om, at det er såååå slemt at starte pga alt det, men det er det altså ikke. Overhovedet. Jo man følte sig lille og snotdum, fordi du ikke ved noget som helst. Men det går over. Heldigvis!

Har også været i Tyrkiet siden sidst!
Og der mødte jeg min elskede kæreste igen. Efter 9 fucking måneder rørte jeg ham igen. Kyssede jeg ham igen. Så jeg hans smil i virkeligheden. Kunne jeg mærke at han rørte mig. Jeg kunne røre ham. Alting var bare som i himlen. Jeg var overlykkelig. Men vi havde nogle problemer og min far var i vejen. Så han var så tæt på at slå op. Jeg begyndte at græde. Jeg kunne slet ikke holde mine tårer tilbage. Virkelig. Og jeg græder ALDRIG foran folk. Virkelig ikke. Men det gjorde jeg altså her. Og heldigvis slog han ikke op, for vi snakkede om det. Jeg var lykkelig den uge. Grinede og smilede hver eneste dag. Men så kom dagen hvor jeg skulle hjem. Efter vi havde sagt farvel, tog jeg videre i bussen mod lufthavnen. Jeg prøvede virkelig at holde facaden. Den jeg altid har oppe. Men på flyet røg alle tårerne ned af mine kinder, og jeg lod som om jeg sov. Og til sidst faldte jeg også i søvn. Men så på vej hjem i bilen spurgte min papmor om jeg var okay, og der brød jeg sammen. Jeg stortudede, men gemte mit ansigt. Men de så og hørte det. Og det første min far gjorde da vi kom hjem, var at give mig verdens største kram og lave mad til mig og så sad vi på sofaen og puttede. Lyder måske barnligt, men jeg elsker det virkelig. Men lige siden har jeg grædt hver aften..

Folk her for tiden gør virkelig sådan så jeg ved, at jeg ikke er perfekt. Men det ved jeg altså godt!
Jeg ved sgu godt at jeg ikke er perfekt. Jeg ved godt at jeg laver satans mange fejl, som jeg altid fortryder. Og jeg ved godt at ordet undskyld måske ikke kan løse alting, men når jeg bruger det, så mener jeg det virkelig. Og så gider folk ikke engang at høre på det? Jamen.. Hvad kan jeg ellers gøre?
Jeg ved godt, at jeg ikke er perfekt i udseendet. Jeg ved godt, at jeg ikke ligner en af supermodellerne. Jeg ved godt at jeg er lille og buttet. Jeg ved det godt. Men sådan er jeg, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Sådan er jeg. Accepter det eller lad være. Jeg ved godt, at jeg laver mange fejl, men man gør vel bare det man har set ens forældre gør førhen, ikk? Ja, så bliver folk sure og jeg finder ud af at det er forkert. Hvordan skulle jeg vide det, når det er sådan jeg er opvokset? Hvordan skulle jeg vide det, når jeg ikke har prøvet andet?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget I'm not perfect and I know that er publiceret 17/08-2012 23:16 af MysteriousGirl.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.