Dagen starter, rutinerne tro. Op klokken lort, jeg tvinger kaffen i gabet, hopper i kludene, nynner en sang.


Dagen begynder, præcis som enhver anden mandag. Jeg står på stationen, undgår irriterende momenter hvor blikke mødes, ignorerer min omverden i træthed.


Dagen forløber på nøjagtig samme vis som normalt. Jeg sidder i toget, viser min digitale billet, siger "god dag ".


Jeg har tænkt mig at gå ind på skolelederens kontor, og meddele at jeg ikke længere vil fortsætte uddannelsen. Et spring ud i det blå. Mange ville med garanti kalde mig for dum, naiv, og uerfaren - men jeg er ligeglad. Åh så forbandet kølig. Hvorledes jeg vælger at forvalte og håndtere min tilværelse - er op til mig selv. Det handler en gang imellem om at springe ud i uvidenhed, uden en plan B.


Trækker jeg vejret, fordi at jeg skal skabe en karriere? Fuck nej. Vil elektriske impulser i min hjertemuskulatur skabe rytmiske kontraktioner, for hhv. Fyldning og tømning af atrier og ventrikler - fordi at jeg skal uddanne mig så fucking tårnhøjt, indtil ingen kan se mig? Fuck nej. Ville en umoden, naiv, og dum knægt besidde disse ordkundskaber? Fuck nej.


Jeg har til stadighed opgaver der skal løses, arbejde som skal passes - når I har fri. Jeg har tanker om tiden der må komme, og ambitioner som ulmer under hvad der udadtil ligner faldskærmsudspring, uden faldskærm.


Fortvivl ej, jeg er en spæd eksistens, med flair for at indrette mig. Vel er jeg somme tider en smule malplaceret. Men jeg er ikke hverken for spæd, eller for malplaceret til at kunne se - at jeg er til gavn, lige dér hvor jeg er.

- Kasper Lund.