Jeg har altid været bange for torden. Lige siden jeg var lille gemte jeg mig inde i skabet, græd indtil min far kom op, og hev mig ud. Der sad jeg på hans skød, med røde øjne og dumme hik. Min far spurgte "hvad er det dog der gør dig bange?" under mine hik fik jeg sagt "lyden"

Nu er jeg femten. Sidder i min vinduskarm igen. Med vand løbende ud af øjnene. De sølvgrå glimt daler til jorden. 21 22 23 24 25. SLAM! Min skab er for lille. Verden for stor.
Torden, brænder det der engang levede. Sætter ild til de fuldvoksne træer, imens vinder flor grene i stykker. Torden kommer efter det har været for varmt, som et udbrud. Torden giver mig et udbrud. Jeg ser ikke torden som en ond ting mere. Jeg ser det ikke, som værne farligt. Jeg er bange for det, men jeg elsker det måske også lidt.
Måden den giver mig lov, til i et øjeblik, at være lille. sårbar.
Jeg kom hjem i dag. fra min far. Der er ingen vinduskarm jeg kan sidde i der. Jeg glædede mig til at komme hjem til mor.
Og nu, sidder jeg her i vinduskarmen. Med fødderne ude i regnen. Og ville ønske jeg lå i hans skød. Og spurgte om jeg er okay.
Men det er okay. Jeg er okay. For sølvfarven i min stue, minder mig om. Dengang. Dengang det var okay at være lille. For nu. Kan jeg kun være det, med udbruddet. Tak!