Paradoksale august. Fuld af skolestart, nye navne på små og store, trivselsgrupper, fødselsdage og et følsomt barn, som er fanget mellem lysten til alt det nye og længsel efter det han kender. Som er borte.

Og disse varme sensommerdage.
Et par timer hver dag - mellem 12-15, hvis du spørger - er sommeren endnu fuldt nærværende. I de øvrige timer, kribler efterårets bebudere og genfærd frem. De er både velkendte og frygtede. Det sidste, fordi jeg endnu mangler at indsætte en del sommer på denne årstids konto. Lyse, solvarme minder som kan hæves, når mørket og kulden ellers har fortrængt kroppens erindring om blødt omsluttende saltvand og sand, der putter sig i hudens små fordybninger.

I dag nød drengen og jeg sommeren til fulde mellem 12-15. På en lille, imødekommende strand, hvor han oveni købet fik en ny ven. Sammen med vennen blev stengærdet et udstrakt eventyrland med hemmelige huler og diamantårer der blev beskyttet af fælder som kun smækkede kæberne sammen om de voksne.
Jeg var både glad og misundelig på samme tid. Men så sparkede han til en sten (troede jeg) der gemte sig i den uglede tang og skreg bagefter af smerte. I lang tid, mens jeg trøstede, ringede til faren, til 1813, kom koldt vand på og trøstede noget mere.
Den nye vens mor hjalp os med at pakke sammen og jeg fik sat drengen på en bænk. Så nærstuderede jeg hans fødder og opdagede en brod mellem 3. og 4. tå (regnet fra storetåen), som jeg forsigtigt trak ud. Da var han stadig i gang med at græde.
"Du har ikke brækket nogle af tæerne," sagde jeg fortrøstningsfuldt. "- Du er blevet stukket af en bi. Og den døde helt sikkert af det," tilføjede jeg. Hans gråd forstummede brat og med et var vi begge meget lettede. På en måde skylder jeg den lille bi tak. Var han blevet stukket af en hveps, havde vi ikke fundet brodden og ville være endt på en skadestue og set på, mens søndagens fine sommervejr langsomt trak nattedynen op over sig.

Vi sagde pænt farvel til den nye ven og hans forældre og gav os til at vente på en taxa som aldrig kom. På grund af en ironman-konkurrence, så det meste af indre København var utilgængelig for motoriserede køretøjer. Det endte med, at vi måtte tage toget. Humpende og på tilbagetog fra sommer og stikkende strande. Nu sover drengen trygt og godt med tre hævede tæer.
Om lidt er det min tur.