Idag har jeg det rigtigt destruktivt, jeg har det, som om jeg vil holde hele jordkloden i min hule hånd, og bare kvase den som en sukkerknald, høre hele planetens liv skrige af død og rædsel mens alt om dem knuses til støv.

Mit foragt er svært at holde nede, det vil ikke holdes nede, det vil ud, ud og destruere alt der er i dens nærhed, mit foragt mod alt, alle og ikke mindst mig selv, er min dæmon, had, apati, hævn, er dens navn.

Jo mere tiden går, jo dødere bliver mine øjne, ligeså grå og kolde at se på som fuldmånen i nattehimmelen.

Vil jeg hjælpes? Søger jeg hjælp? Måske. Nej. Jeg kan ikke reddes, hadet har et fastgroet greb om mig, som en løves klo der har boret sig i sit bytte, eller som en tunges griftige hugtænder som har gnavet sig fast, sådan har jeg det. Idag.

Men hey, snart weekend.