2 år siden

Modet til at turde

Lidt jul og juleferie
Michala Esch...
15 år siden
Thoughts drifting away...
Katrine Søre...
11 år siden
Sø med ?
Mikala Rosen...
12 år siden
Stemme
Halina Abram...
6 år siden
Hold mig i hjertet for en...
Kasper Lund ...
8 år siden
Flæskesteg og brækkede ri...
Olivia Birch...
9 år siden
Like & del
Olivia Birch...
9 år siden
Det er sjovt
Katrine Søre...
11 år siden
En velfærdsengel søges i ...
Regitze Møbi...
10 år siden
sofaen eller.......
Hanna Fink (...
10 år siden
Kaos tur hjem...
Anastasia
12 år siden
Hvem sætter temaet?
Olivia Birch...
8 år siden
Poetry Slan et skridt vid...
Martin Micha...
4 år siden
At blive håndplukket
Olivia Birch...
9 år siden
Næste stop: skriverefugiu...
Syrene Hvid
5 år siden
Aaaangst!!!
Camilla Rasm...
16 år siden
Adhd pille som brille
reseptpennen
7 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
3 år siden
Det er blevet mandag i mit snarligt nye, andet liv. Min 'version 2.0'. Jeg tænker sjældent på mig selv, men her til formiddag markerer en lang rejse i sygdommens tegn hvor jeg ofte har tænkt på mig selv. Det materialistiske i mit liv har formet sig således, at jeg kan være tøjlefri i en række år. Fri fra arbejdsmarkedets lænker der tungt har vejet om mine fødder i over et årti, fri fra kassetænkningen for hvilken har været et fængsel om mit sind.

Eller er det bare det format jeg giver mig selv for at være unik? Er mit brændende ønske overhovedet reelt, eller vil jeg bare gerne være en del af et selvopfundet, iscenesat publikum? Den frygt lurer om hvert et hjørne, den ugenkendelige selvbevidsthed, den skam over andres påstået gennemskuende blikke, og derfor har jeg endnu ikke turde udgive nogle af mine skønlitterære tekster eller digte nogen steder. Frygten for at turde, frygten for at få fortalt at jeg er en falskner, selvom intet jeg nogensinde har gjort på min litterære rejse har været i falskhedens navn. Jeg har aldrig læst særligt meget Hemmingway, Dostojevskij eller Kierkegaard. Jeg har kun læst en kvart Melville. Kan mine tekster så nogensinde blive legitime? Sikke noget følelsespladder at kaste op til offentlig skue. En omgang pløret selvmedlidenhed. Krystalkuglen viser mig ikke andet en himmelvendte, rullende øjne, og mundvige der græmmes i afsky over noget så barnlig og uoriginalt.

Nu tager jeg lige en slurk kaffe, og får ro i sindet. Jeg drikker af en kitsch keramikkop med "I'm so happy"-tryk under et bøvet, storsmilende ansigt, som jeg fik efterladt af en god ven. Han gav mig bestik og keramik han ikke selv ville have, da jeg flyttede ind i den lejlighed han flyttede ud af i sin tid. Den kop får mig altid til at læne mig tilbage i stolen, distanceret fra de rørstrømske tanker der bebuder, at jeg absolut intet kommer til at opnå. Tanker som jeg, faktuelt og følelsesmæssigt, forstår at bekæmpe med stor selvtillid. De klæber sig dig til mig alligevel, en ækel, slibrig substans om min væren, min gøre og laden. Den evige kamp om at turde noget, om at blive anset som et reelt menneske.

Jeg burde forfølge beskeden på koppen. Forfølge glæden, forfølge smerten ved at kæmpe imod de onde tunger der fortæller mig, at jeg ikke kan. Forfølge bunden af min glade kaffekop! Til trods for hvor lidt Hemmingway jeg har optaget mig med, er der alligevel en parafrase der stædigt hænger ved; "at skrive er det mest smertefulde jeg kender til, og alligevel kunne jeg ikke forestille mig at lave andet med mit liv". At skrive er ren smerte, men en opløftende, skabende, rensende smerte. Hver gang følger en glædens forløsning med, ligesom nu. Derfor skal jeg blive ved.

Det var mine selvrensende mandagstanker, d. 25 juli, 2022.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Modet til at turde er publiceret 25/07-2022 10:57 af evan-noerfohss.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.