Jeg har det som om døden står og ånder mig i nakken. Jeg har svært ved at gennemskue om den er bedre eller værre end stærke smerter og tabt livsværdi. Min bedstefar ligger med kræft og det kan der ikke gøres så meget ved. Mormor ringede i dag om at han talte i vildelse, og et eller andet sted kan jeg godt mørke at det er snart; han er ved at dø. En døende. Det er hårdt når man intet som helst kan gøre for ham. Det er gået så stærkt. I sommers gik han rundt og snakkede lystigt, jeg kan endda huske at han kørte os til og fra HC. Andersen spillende hvor Lonnie, mormor og jeg så Nattergalen. Deromkring begyndte han at brokke sig over gigt-smerter og i sensommeren var kan på hemmeligt visit for at få noget for smerterne og vi snakkede lidt der. Ligepludselig mistede han så førligheden i benene, og nu lå han med ilt på sygehuset den anden dag.
Han er syg, for syg.