Sidder og spiser Werthers. Er jeg blevet så gammel? Min søn kastede en bamse i køkkenlampen tidligere. Da den faldt ned fra loftet stod en lysbue ud og det knasede og gnitrede. Lidt ligesom den Werthers jeg har i kæften. Kan for fanden ikke lade være at tygge den. Gad godt, at de i pauserne mellem al deres spredning af død og pest, ville fortælle os hvilken procentmæssig andel af danskerne, der knuser deres Werthers. Se, det er de vigtige ting i tilværelsen, ikke. Hvilken procentdel af os, som adskiller sig fra mængden. Så kan vi glemme at vi alle sammen i sidste ende er ens. Skyldige. I noget. Hvad er jeg skyldig i? Det ved I ligeså lidt, som jeg ved om jer. Men ens for os alle er: Vi skaber ikke virkeligheden. Vi synger bare om den.