Nedværdiger mig til at skrive og spørge, om han er i byen i aften... Har indset mit nederlag, før det er reelt, så derfor kan jeg ligeså godt krybe i skjul og gemme mig.

Er så fandens angst for ikke at være god nok menneskeligt, at jeg tager mig selv i at være på vej hjem. Men jeg bliver. Jeg håber, at han vil tage det enkelte skridt at sætte sig ved siden af mig - men det sker ikke... og jeg kæmper med tårerne, da jeg rejser mig og vil hjem. Jeg ville ønske, jeg havde noget at sige noget til ham - eller bare modet til at sige et eller andet.

Men jeg vender mig om og går fra festen. Jeg ved godt, at jeg ikke siger farvel, men det gør så pokkers ondt indeni... og jeg ligger bare og vrider mig på gulvet og tigger og beder om, at jeg kan blive bare lidt elsket...