Har ikke spist de sidste dage, kan virkeligt ikke. Jeg skrev til ham i sidste uge...og han skrev tilbage...Sagde at han savnede mig...Han vil gerne se mig, jeg vil også gerne snakke med ham. Meget gerne. Nervøs? Min krop ryster, jeg har kvalme, kan ikke tænke klart. Hvorfor?
Ville aldrig mere forelske mig, det lovede jeg. Og hvor står jeg nu? Står ikke, falder. Ned i det dybeste hul. En pejs der engang var fyldt med den vildeste ild, den hyggeligste varme, var jeg engang. Nu er jeg mere bare...små gløder- der er tæt på at dø ud. Jeg tænker ikke på så meget andet end ham. Det er som et slør, der dækker for alt det jeg lærte om livet. Og alt hvad jeg nu husker er at kærlighed gør ondt. Jeg har glemt hvordan man glemmer, jeg har glemt hvordan jeg er kold. Koldere end den koldeste vinter. Hvor alt der kommer nært bliver frosset til is og blæst væk. Det kan jeg ikke længere. Det irriterer mig.
Håber jeg ser ham i aften. Men jeg tror det ikke. Vi har ikke samme venner. Vi kommer sjældent til de samme fester. Det hele virker så håbløst. Det hele er så håbløst.