21.02.2002 Jeg fandt i dag denne hjemmeside på internet, og var med det samme klar over, at her må jeg være med på en eller anden måde. At skrive en dagbog synes jeg er en rigtig god ide. Lige netop i dag har jeg brug for at skrive mig ud af nogle stærke følelser. Jeg har sagt farvel til min store datter på 20 år, som rejser til Island for at være au pair i de næste 5 måneder. Det er jo slet ikke verdens undergang - det ved jeg - men alligevel rører det ved noget i mit moder-hjerte, så tårerne presser sig på, og afskeden stund blev meget svær derinde på banegården..! Jeg fik slet ikke sagt alle de ting til hende, jeg havde tænkt mig - stemmen svigtede, så jeg må skrive en mail i stedet, når jeg lige får lidt samling på mig selv igen.
Jeg har tidligere sendt mine 2 ældste døtre til Norge som au pair. Det var lige så svært dengang, så jeg ved godt, at der kun går nogle dage, så er jeg OK igen. Det er svært at "give slip" på et barn, der skal ud i verden og klare sig selv - det er som om navlestrengen skal ha' det sidste klip med den smerte, det nu medfører.
Tak for jeres tålmodighed - til jer, der har brugt tid på at læse denne min første dagbog.