Hvad synes du helt ærligt om vores forhold, spurgte han igår...
Jeg bliver altså lidt nervøs for den slags spørgsmål. Tænker ved mig selv, at det måske er et ønske om, at jeg skal sige...ja, nu du spørger...det er sgu noget lort... Hvad ved jeg? Det er så nyt endnu, og han er bange for, at han har været alene så længe nu, at han ikke kan finde ud af at være i et forhold. Samtidig siger han også, at han indimellem føler en kolosal glæde ved at være sammen med mig... Det er svært at blive klog på ham.. Jeg er den der står med håret i postkassen, hvis det ikke går efter vi flytter sammen. Det er mig der står i en ny by uden venner og familie, og muligvis med en nystartet uddannelse... Nåh, jeg håber, han finder ud af, at han godt kan være i et forhold...
Men jeg skal indrømme, at jeg bliver nervøs og tænker på at trække følehornene til mig, når han siger den slags... Jeg har ikke råd til at spilde tiden...jeg er for gammel!!!