Kære Dagbog

Så er jeg her igen!

Sidder her og tænker på at det er i morgen. I morgen at min morfars bisættelse finder sted. Det bliver vildt hårdt, men sikkert også smukt og så rigtigt som muligt, når det nu ikke kan være anderledes. Det bliver svært at sige farvel til en der har betydet så meget for mig og os alle sammen i det hele taget. Men det er meget vigtigt at være med til det for det er en del af den sti der fører ud til det sted hvor sorgen bliver lettere at bære og de glade minder kan få lov til at overtage mere og mere af ens tanker.

Jeg ved at der stadig er meget langt at gå ad den sti inden jeg kommer så langt, men vejen skal tilbagelægges uden at skyde genveje nogen steder... Jeg ved at min sorg er forsinket eller hvad man kan kalde det pga. alt det andet jeg har at tænke på. Men jeg tror den har fundet mig nu, sorgen. Den dukker op i korte glimt og er en kæmpe bølge af indre smerte der skyller ind over mig.

Det har meget stor betydning for mig at der kommer til at være blomster specielt fra børnebørnene fordi det ligesom giver os en mulighed for at sige vores farvel på en god måde. Jeg skrev det der skal stå på kortet i går. Jeg skrev mit forslag og så tilføljede min søster nogle ekstra ord som jeg også synes godt om.
Det føles godt og rigtigt at skrive det kort. Så føler jeg at jeg ligesom kan give udtryk for alle de følelser som bor i mig lige nu.

Der er ikke noget at gøre ved det. Det bliver ikke nemt i morgen og samtidig er det noget der bare skal med i "sorgprocessen" som de kloge fagfolk nok ville ´kalde det... Gentager jeg mig selv? Uden tvivl! Men det er nu nødvendigt med at gentage tingene for sig selv mange gange.

Nå, jeg vil slutte her. det kan være jeg skriver igen i aften hvis jeg har brug for at sige et par ord inden jeg går i seng... Ellers vil jeg fortælle i morgen hvordan det hele gik. For jeg tror at det vil være godt for mig at skrive om det så jeg på et senere tidspunkt kan klikke mig ind på teksten og se hvad jeg så egentlig følte ved det hele...

Så hej hej indtil videre...

Din Ashley