Han er taget afsted i torsdags. Det er dybt latterligt; kun 3 dage har vi været væk fra hinanden. Min mave gør vanvittigt ondt. Jeg har ikke rigtig nogen appetit. Kan overhovedet ikke sove - har måske sovet 3 timer i nat, og så op på arbejde i 15 timer - flot! Jeg er klistret til min telefon - og nej, det plejer jeg ikke at være, tvært imod. Jeg tager mig selv i at sidde og stirre ud i det bare ingenting, midt i en opgave. Eller også kan jeg tage mig selv i at gå i cirkler rundt i stuen. Kort sagt; jeg tåger rundt.
Men jeg savner ham bare så forfærdelig meget, og jeg kan ikke rigtig finde ud af om det er det rene hysteri?! Jeg mener, det har jo kun været i 3 dage. Jeg tør næppe tænke mig til, hvad de (nu) resterende 6 dage vil gøre ved mig. Men kan savn være hysteri? Eller er det bare som min ekstremt vidunderlige kæreste siger; KÆRLIGHED!? Jeg troede jeg havde mødt kærlighed før jeg mødte ham her. Men nej. Jeg har ingen anelse om hvad fan... der foregår inde i mit "indre univers" i øjeblikket, men raskt det er det dælme ikke. Mine hormoner hopper og danser som lus på kul. Det er bare irriterende. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg er hysterisk - måske for at dæmpe det her "ukontrollerede" der styre mit jeg. Og alligevel trøster jeg mig selv med, at det ikke er hver dag, at ens kæreste er ens aller bedste ven. Jeg har jo trods alt kendt ham i 4 år, hvor han har båret mig gennem tykt og tyndt og samlet mig op, når jeg var helt på bunden. Og han gør det skam stadig - uden at blive skræmt væk. Han giver mig blot et kys og fortæller mig, at han nok skal være der for mig. At han nok skal hjælpe mig igennem det. At "VI" nok skal klare det sammen. Jamen, han er jo bare fantastisk!!!
Det kan da ikke være hysteri - vel?