Wonder Woman, ny lakeret ...
Racuelle Hei...
9 år siden
200
Jette Peters...
8 år siden
Håb er altid ledsaget af ...
Ansu Orheim ...
3 dage siden
Surkål
Vina Frank (...
4 år siden
Nattens ven - søvnløshede...
Betina Holm
7 år siden
godmorgen og godnat
Simone Reinh...
1 år, 1 dag siden
Det at tænke positivt
Ace Burridge...
11 år siden
Hurra!
Halina Abram...
6 år siden
Grungekaffe og brækket ry...
Michael Nevs...
6 år siden
Spand med sand, der skal ...
Michala Esch...
6 år siden
Jeg ønsker mig ord - nye ...
Olivia Birch...
9 år siden
P's liv, en skriveproces ...
Camilla Rasm...
11 år siden
Forårsnadver til online-u...
Camilla Rasm...
9 år siden
Et tomrum
Katrine Søre...
10 år siden
Dag nr. 5 på fyldepinden....
Gaffa Brandt
11 år siden
Keder mig gudsjammerligt.

Intet at give sig til. Ingen steder at tage hen. Sådan burde en ferie da ikke være, vel...?

Måske er jeg bare i humør til at kede mig. Føler mig rastløs. Småligt rastløs. Noget er for nyligt blevet vækket i mig: en følelse, jeg havde glemt, jeg besad. Og en del af mig forsøger nu at huske, hvilket kartotek, jeg skal putte den i.

Underligt som man kan glemme sig selv. Og så endda helt uden at opdage det. Ligesom når man bliver forelsket for første gange i mange år. Eller som når man husker en glemt drøm igen...

Ved ikke om jeg giver nogen mening, måske slet ikke overhovedet, nej. Har bare lyst til at hamre løs på tastaturet, i forsøget på at få noget ud. Hamre i takt med hjertet, der slår uregelmæssig...smerte, forvirring, drømme og filosofisk kærlighed alt i et.

Kan man virkelig rumme så meget på samme tid?

Sikkert ikke...hvilket vel er grunden til smerten. Det er ikke sundt at være så filosofisk lige pludselig, når man burde være glad, bekymringsfri og bare på ferie i Jylland.

Man burde...man burde være til. Vejret er mildt, solen titter frem bag et spredt skydække. Ingen melankolsk regn. Ingen grund til at være, som jeg er...

Nej!

Det er på tide bare at være!


---------------------------------------

Så nærmer natten sig igen. Og langt om længe med en umiddelbar klarhed over sig. Tiltrængt.

Har stadig fornemmelsen af at have glemt noget - at noget vigtigt er passeret mig forbi, inden jeg fik det indfanget. Og dog...

Det blev da til mit første digt i ualmindeligt lange tider, så måske fangede jeg et sandkorn midt i stormen.

Gemmer i hvetr fald det skrevne på min hjemmeside. Måske kan jeg få det kategoriseret en dag.

Men smerten er nu blot en fortrængt, ulmende fornemmelse, der vel snart bliver fortidens kolde hjerte igen, hvis ingen tvinger såret åbent.

Hvis jeg bare vidste, hvor frøet havde sine rødder...hvilken vind, der havde blæst stormen op.

Nå, ja...Blot endnu et minde til glemmebogen!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget sådan en dag/nat som denne... er publiceret 15/10-2007 16:52 af Luise A. Eriksen (Lullu84).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.