I dag er det 9 dage siden han ringede.. Det føles som en uendelighed og alligevel som var det igår.
Kan mærke at det stadig bliver bedre dag for dag, men jeg regner jo også med at høre fra ham igen- en eller anden dag. Hvilket nok er dumt. Jeg ved det ikke. Ved ingenting lige nu.

Savnede ham voldsomt i morges. Ved ikke hvorfor, for lige så pludseligt som det var kommet, var det væk igen.
Heldigvis!

Jeg føler mig enormt alene når jeg sidder blandt dem jeg elsker højst i verden. Alene fordi at de har fundet ham de skal dele livet med og hvad der ellers hører til. Alene fordi de aldrig bliver i stand til at forstå hvad der sker indeni mig. Alene fordi jeg var sikker på jeg havde fundet ham jeg skulle alle disse ting med.


Jeg ved godt jeg kun er 21 år og ikke burde have travlt og jeg nyder også at kunne gøre hvad jeg vil, men savner nu alligevel det andet. Savner at have en at komme hjem til efter arbejde og en at putte med om aftenen. Savner at finde min tillid til andre mennesker.
Jeg savner vist bare generelt lige i tiden.

Men jeg ved at alt bliver bedre og ser lysere ud i morgen og jeg har alverdens dejlige mennesker omkring mig til at hjælpe når det brænder på.

Så tak for alt- jeg ved I får den gamle "jeg" tilbage igen en dag