Igen er det længe siden jeg har været forbi.. Behovet må jo ikke være så stærkt mere..

Jeg tænker stadig over om jeg nogensinde bliver hel indeni igen. Det er jeg jo næsten blevet, men er det nok med "næsten"?
Kan jeg stille mig tilfreds med det?
Kan jeg stille mig tilfreds med at han har frarøvet mig så mange ting og at jeg nu er bange for ikke at "få nok"?
Jeg er bange for at gå glip af noget og er panisk ved tanken om at skulle binde mig på den måde igen.
Det har jeg jo gjort i og med at vi er flyttet sammen, men hvad hjælper det når jeg trækker i land nu?

Det hjælper intet og jeg er den eneste der kan sætte disse grænser for mig selv.. men gør jeg det?
Jeg tror det..
Det hjælper intet at såre et så sødt menneske, på præcis samme måde som jeg selv blev såret..

Jeg tvivler ikke på vi finder ud af det, men aner ikke hvornår eller hvordan..
Jeg tvivler der i mod på hvor meget jeg kan rumme, både indeni og udenpå..

Jeg aner ikke hvad jeg gerne vil- mine følelser for omverdenen befinder sig milevidt fra mit sind.
Jeg er slet ikke rigtigt til stede, kigger på mig selv oppe fra.

Tænk hvad ét menneske kan smadre for et andet-
måske helt uden at være klar over det.
Samtlige af mine dagbogs indlæg handler om J..
På den anden side, hvis jeg ikke havde mødt ham og været alt dette igennem, er det ikke sikkert jeg skulle have samlet mit hjerte op i alle afkroge af verden og derefter samle det- så havde behovet for at skrive måske slet ikke været der overhovedet..?

Hvis det er sådan her at være voksen, er jeg ikke sikker på det er noget jeg har lyst til at være endnu..